- Se, en rigtig dronning

Hirtshals tog i går imod Dronning Margrethe, der hilste på sit folk

HIRTSHALS:Mindst én mand fra Hjørring tog turen til Hirtshals for at se Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, da regentparret i går om bord på "Dannebrog" lagde til ved Tværkajen. Hans børn skulle ligesom hundredvis af andre børn og borgere opleve at se en rigtig dronning. Og at dømme efter reaktionerne på havnen med de mange glade mennesker iført papirflag levede majestæten da også op til forventningerne og vinkede og hilste på sit folk, før turen sammen med bl.a. Hirsthals' borgmester Knud Størup fortsatte til byens rådhus. Her var der udover tale og champagne gaver til regentparret: En maleri af Snekke Kristensen og en hængekøje. - Det har vel taget en halv snes timer at binde den, skønnede vodbinder Leo Jensen, der selv var til stede i byrådssalen. Efter en gåtur i byen til Trappen, der forbinder byen med havnen, var regentparret på hvert sit virksomhedsbesøg. Mens prinsen kiggede arbejdet på den vestlige mole efter i gravemaskinen, rundede dronningen Color Lines centralkøkken med tid til både bjesk og sild. Og til blandt andet at få en forklaring på de omkring 125 kg fars forklædt som "kjøttkaker", der i timen sydede forbi på samlebåndet. - Kjøttkaker er nordmændenes nationalret, lød forklaringen på de mange frikadeller, som Color Line Catering bl.a. laver til brug i selskabets mange færger. Men også engelske bøffer fik dronningen lejlighed til at gå i kødet på, inden turen fortsatte til Nordsømuseet. Her var der frokost til både hestemakreller, klumpfisk og de royale gæster, før regentparret fortsatte i bil til Pandrup. Aftenen bød på middag på kongeskibet for indbudte gæster, mens dagen i dag tilbringes i Frederikshavn.