Se mange flere billeder fra Vilsted Sø Løbet

Tekst og fotos Heine Pedersen
Der var run på ved Ranum Efterskole College boden, hvor man kunne forsyne sig med frugt, boller, drikkevarer og meget mere.
14. september 2016 06:10

Vilsted Sø Løbet 2016 blev en kæmpe succes. En festdag i Ranum med deltagere fra hele Danmark. Desværre ikke med Kronprins Frederik som deltager, men i stedet var der deltagelse af skatteminister Karsten Lauritzen og fhv. økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen. Sidstnævntes deltagelse var på opfordring fra datteren, der er elev på Ranum Efterskole College.

Et fantastisk godt professionelt arrangement, hvor alt klappede og som blev indvielsen af de otte kilometer ny renoverede stier, som vandt løbernes hjerter og fik meget ros. Et professionelt løb hvor alt fungerede og hvor der kun var ros til arrangørerne Lions Club Løgstør, godt bakket op af Ranum Multikulturhus, Ranum Efterskole College, Overlade Borgerforening, Ranum Borger- og erhvervsforening samt Løgstør Løbeklub. Et arrangement som vil blive gentaget lørdag, den 8. september 2017, garanterer tovholder Ole Nielsen, Lions Club Løgstør.

- Nu kan vi tørre sveden af panden og glæde os over det fantastiske forløb, som Vilsted Sø Løbet 2016 blev. Vi nåede det antal deltagere, som vi realistisk havde troet på. At der vil blive en tilgang af løbere til næste år, er jeg sikker på. Alt har virket og det har løberne rost os meget for. Et veltilrettelagt sekretariat var klar med udlevering af startnumre og tilmeldinger på dagen. Repræsentanterne fra Løgstør Gymnastikforening lavede en vellykket fællesopvarmning. Ranum Efterskole College sørgede for fortæring til alle før, under og efter løbet. Løbsruterne var meget synlige med skilte og med Beach flag der viste, hvor langt de var kommet på ruterne og hvor langt der var tilbage. Depoterne var velforsynede og tidtagningen var i top. Medaljer blev hængt om halsen på alle efter at de havde passeret målstregen. Beredskab Vesthimmerland sørgede sammen med Erhvervsskolerne i Aars for, at alle blev bespist efter løbet. Bedre kan det ikke laves, understreger tovholder Ole Nielsen, Lions Club Løgstør.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...