Visby

Se nærmere på DR

PÅVIRKNING:For ikke så længe siden kappedes Tem Frank Andersen, Michael Nielsen og undertegnede om, hvem var den ondeste iblandt os. Det viste sig at være mig. Ikke nok med det har jeg nu fået en ny guldmedalje fra en Jimmy Traumer, der i et tankevækkende læserbrev - forfattet dels på dansk, dels på et sprog, jeg endnu ikke har haft fornøjelsen at stifte bekendtskab med - giver mig de gyldne palmer for dumhed. Lykkens kalk er næsten fyldt, og nu kunne jeg tænke mig at spørge om noget andet. Adjunkt Tem Frank Andersen er ansat ved Instituttet for Kommunikation. Hvad laver man dér? Hvis jeg har gættet rigtigt, har denne skrækindjagende titel noget med medier at gøre. Interessant. Rockwool Fonds forsker Gunnar Visby Mogensen har lige gjort sig bemærket ved at påpege, at Danmarks Radios journalister er fulde af fup (han bruger andre ord, naturligvis men meningen er den samme), og han spørger, hvorfor ingen af den efterhånden anselige horde af medieeksperter og storkommunikatorer har undersøgt Danmarks Radios tvivlsomme forhold til sandhed. Godt spørgsmål ikke sandt, og det vil jeg gerne stille videre til Tem Frank Andersen, der formodentlig lever af at undersøge den slags.