Naturkatastrofer

Se og Hør boykottet på grund af sit billedvalg

626 eksemplarer af Se og Hør ligger nu på lageret i Bilka i Skalborg og venter på at blive sendt retur.

Se og Hør nåede torsdag kun at være til salg i én time, inden Dansk Supermarkeds ledelse valgte at trække salget tilbage i hele landet, som følge af en række detaljerede fotos af omkomne nordiske turister fra Khao Lak i Thailand. - Allerede da vores medarbejdere mødte ved 7.30 tiden torsdag morgen for at pakke dagens sending af Se & Hør ud, kunne de se, at det var helt galt. De følte sig stødte og krænkede af det store forsidebillede, og da vi andre i adminstrationen møder kl. 8, taler vi også om dagens udgave af Se og Hør. Der var udbredt enighed om, at billederne var så krænkende, at vi ikke burde sælge bladet. Vi henvender os til Dansk Supermarkeds hovedkontor i Århus. Her er man allerede blevet kontaktet af andre butikker, og kl 10 kommer der besked ud til samtlige Dansk Supermarkeds butikker - Bilka, Føtex, Netto og Salling, at vi ikke vil sælge Se & Hør i denne uge, fortæller Jan Hessellund, salgschef for Bilka i Skalborg. - Det er en beslutning, som jeg har det rigtig godt med. Dels synes jeg at det er vigtigt, at vi som virksomhed trækker en streg, og siger, at det her er bare for meget, og vi ikke vil sælge et ugeblad med den slags billeder - især ikke når bladet normalt står fremme ved kassen i lav højde, hvor børn kan se forsidebillledet. Og dels synes jeg også personligt, at Se og Hør er gået langt over grænsen, siger Jan Hesselund. I løbet af den lille time som Se og Hør når at være til salg i Bilka, bliver bladet solgt i 24 eksemplarer, inden de resterende blade alle fjernes og køres ud på lageret. Samtidig med at Dansk Supermarked rydder hylderne for Se og Hør, beslutter både Dreisler Storkøb og Coop-butikkerne med Kvickly, Brugsen og Fakta at gøre det samme, og De Samvirkende Købmænd opfordrer alle deres 1300 medlems-butikker til at boykotte Se og Hør. Torsdag eftermiddag beslutter Se &Hørs chefredaktør Henrik Qvortrup så at trække ugens blad tilbage. Samtidig understreger han, at det ikke skal ses som en undskyldning, men at det ikke har været meningen at krænke nogen. - Billederne er stærke. Men de afspejler virkeligheden og fortæller en historie, som - desværre - er sand. Nemlig at katastrofens ofre kunne have været os alle, siger chefredaktøren. Sådan ser Poul Guldborg, informationschef i Dansk Supermarked, ikke på det. - Det er helt unødvendigt at bruge så stærke og krænkende fotos for at rapportere om flodbølgen i Asien. Det drejer sig om fotos, hvor man er så tæt på, at man kan identificere de omkomne, hvis man kender dem. Vi vil i hvert fald ikke have den slags billeder i et blad, som vi forhandler, siger Poul Guldborg. Han tilføjer, at der dagen igennem har været rigtig mange kunder, der har ringet til Dansk Supermarked for at støtte beslutningen om boykot af Se og Hør. - De fleste har været helt almindelige kunder, men selv Biker-Jens har haft ringet, fordi han lige ville sige, at det var godt gået af os. Det er ikke kun i de store kæder, at gårsdagens udgave af Se og Hør vækker forargelse og anstød. I Centerkiosken i Hasseris føler kioskens indehaver, Niels Ørnbøl, sig også stødt af de stærke fotos i bladet. - Vi ved jo, at flodbølgen har hærget, så man behøver ikke at bruge så stærke billeder, siger han. Han fortsatte dog med at sælge bladet. I den nærliggende frisør-salon, Madame Hair, er både frisør Annette Jensen og hendes kunde, Dorthe Petersen, ligeledes forargede over ugens udgave af Se og Hør. - Det er meget, meget upassende at bruge den slags fotos. Jeg har haft travlt i dag, så jeg kun set forsiden i skyndingen. Men jeg føler mig meget frastødt af sådan en forside, fastslår Anne Jensen. Det er imidlertid ikke kun Se og Hør, der bruger for stærke fotos, understreger hun. - Jeg synes også, at mange af de billeder, der har været bragt i tv fra naturkatastrofen, er unødigt detailjerede og alt for stærke. Jeg har mindre børn derhjemme, og hver gang fjernsynet bringer noget fra Jordskælvet i Asien, skifter jeg til en anden kanal. Jeg kan ikke forstå, at medierne vil bruge så frastødende fotos, siger Anette Jensen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pål Thore Krosby, adm. direktør i Aller Press, der udgiver Se og Hør. Hans sekretær meddeler, at han ingen kommentarer har til pressen.