Se og inzé, hvem du er
Marianne Hansen har etableret sig som coach i Kattegat Siloen
FREDERIKSHAVN: Marianne Hansen, 56 år, har etableret sig som coach med kontorfaciliteter i Kattegat Siloen.
Gennem de senere år har Marianne Hansen, der ellers er ansat til at stå for udlejning af forsvarets boliger, uddannet sig i forskellige områder af coaching-feltet.
Hun er således certificeret Enneagram Master Practitioner, og senest har hun gennemført coachuddannelsen og er nu også NLP Coach Master. Tidligere har hun taget en håndlæseruddannelse.
- Jeg kan mærke, at jeg brænder for at hjælpe andre mennesker, at støtte dem i at finde egne løsninger, forklarer Marianne Hansen.
Hun vil desuden udbyde forskellige temadage inden for Enneagrammet og måden vi tænker på. Enneagrammet er et værktøj til personlig udvikling, hvor man lærer om egne og andres reaktionsmønstre. Ennegrammet beskriver ni forskellige typer, og er egentlig blot udtryk for, at vi opfatter os selv og vores omverden forskelligt. Og derfor reagerer vi forskelligt.
Er du for eksempel tante stram, egoistisk, titelrytter, nærtagende, nørdet, skeptisk, dumdristig, grov eller doven? Det kan være vigtigt at finde ud af for at undgå, at for eksempel en nærtagende og en grov person ryger i totterne på hinanden.
Og her kommer navnet på firmaet InZe ind i billedet:
- Jeg hjælper dig med at InZé, at du selv kan være med til at styre dit liv i den retning, du ønsker. Det er vigtigt for mig, at der er tillid, tryghed og ærlighed mellem den, der coaches og mig. Du skal vide, at jeg har tavshedspligt, så når du går ud af min dør, kan du stole på, at det som er som er sagt mellem os, også bliver mellem os, fortæller Marianne Hansen.
Hun erkender selvfølgelig, at folk kommer til hende, når ”skaden er sket” eller livet er gået i hårdknude. Derfor vil hun også gerne fokusere på de helt unge.
- Jeg vil gerne arbejde målrettet med unge mennesker, inden de mister energien og selvværdet.
Marianne Hansen er født i Frederikshavn, men fra hun var syv år til 2006, har hun boet på Sjælland, senest i Ballerup.
- Vi solgte vores hus og flyttede ”hjem” til Frederikshavn. Det var den rigtige beslutning. Selv min mand, der er opvokset på Nørrebro, er glad.
Marianne Hansen håber, at hun med tiden kan få så mange kunder, at hendes coaching-virksomhed kan give lidt indtægt.
- Indtil videre har jeg mit faste arbejde, men jeg håber med tiden at kunne skabe min egen efterlønsordning, slutter Marianne Hansen.
Læs eventuelt mere på www.inze.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.