Se operahuset

Det nye operahus på Amager kan i sommer opleves i miniformat på Københavns Rådhus på en udstilling af en tre gange to meter stor model af operaen, som vil kunne ses i dagtimerne frem til midten af august. Modellen er opstillet ved Magistrat-trappen i Rådhushallen, og der er gratis adgang, oplyser kommunen. For tiden arbejder cirka 300 på byggepladsen - det antal vil blive fordoblet, når man skal i gang med indretningen af selve operaen. Byggeriet på Dokøen skal efter planen stå færdigt den 1. oktober 2004, og tæppet til den første forestilling ventes at gå i begyndelsen af 2005. Når operaen står færdig, vil den have plads til 1400 tilskuere. Operaen vil være på 41.000 kvadratmeter fordelt på 14 etager, hvoraf de fem er underjordiske. /ritzau/