Se på bolden

Jeg er en stor beundrer af Morten Olsen. Grænsende til næsegrus. Det er et eventyr, hvad han får ud af et land med så få ressourcer. Denne nation har så få aktive fodboldspillere, og alligevel har vi et landshold blandt verdens 20 bedste.Tag nu f.eks. Tyskland. De har 10 gange så mange registrerede fodboldspillere. Og de har ikke engang en centerforward.Nå, ind med legen, som Morten siger. Forleden dag var jeg med de helt små drenge fra byen til fodbold. Jeg er assistenttræner og holdleder. Brugsmanden er cheftræner, men han var af sted med et andet hold af lidt større drenge. Den fordeling var OK. Brugsen er øvrigt byens samlingspunkt og eneste forretning. Jeg stillede med et hold af fem drenge fra børnehaven, samt tre store drenge fra børnehaveklassen. Overmatchede, det var de. Men Morten siger, det skal være sjovt. Og det pisregnede. Og vi skulle møde HA85 og KFUM. Og jeg vidste, at modstanderne havde op til flere fra 1. klasse på holdet. Et år er et ocean af tid i den alder. Og størrelsesforskellen og kræfterne ligeså. Og jeg vidste, at alle drenge havde glædet sig lige siden, de slog øjnene op. Vi har et kampråb: "Solen skinner, de grønne vinder, næsten hver gang".Tilføjelsen har jeg lavet, så kampråbet altid kan være aktuelt. For sandt at sige har vi aldrig rigtig vundet. Og det pisregnede. Men sådan er fodbold også. Leg, drømme, illusioner, glæde og gejst. Vi kom til KFUM's baner i tre biler - otte spillere, fem forældre og en bedstefar. Og det pisregnede. Der var gået kuk i planlægningen, der manglede en bane, så vores første kamp blev udskudt 25 minutter. Til gengæld ville de ikke få en pause mellem de to kampe. Jeg startede med en tale til forældrene; - Kun positive ytringer. At tabe er også ganske godt. Find det sjove. Find glæden. Det ville Morten også have sagt, hvis han var i mine sko. Og spillertruppen fik jeg i øjenhøjde ved at gå i knæ: - En ting, drenge. Jeg gider ingen diskussion. Når jeg siger, vi skifter, så skifter vi. Og nu tager vi kampråbet! Men lige inden siger Anton: - Hvad er det for noget jern, du har i munden. (Jeg får rettet tænderne i undermunden for tiden). - Det er en bøjle, siger jeg. - Gør det ikke ondt? - Jo. Og siger min søn Sofus: - Ork, så skulle I se ham, før han fik bøjle i, der strittede tænderne til alle sider. Men jeg får talen stoppet ved en trænerbefaling og får lanceret kampens tema; - Se på bolden. Og løb tilbage når de andre får den. Koncentration er langt det sværeste i den alder. Der kan komme fugle eller flyvere, eller måske en firkløver i græsset. Markus bliver udnævnt til målmand. Det har han ikke prøvet før. Jeg varmer ham op med bløde boldkast. - Tema: Se på bolden. Gå ud af dit mål, så bliver det mindre. (Allerede der har jeg sagt et budskab for mange) og du må tage den med hænderne. Når du sparker ud, så gi' den en i røven. - Du må ikke bande, siger han, mens han ser på bolden. Jeg sender hans far ned bag mål. Det eneste, han skal sige vedholdende, er: - Se på bolden. Gå ud af dit mål. Og det pisregner. - Solen skinner, de grønne vinder, næsten hver gang. Drengene foreslog engang et andet kampråb. - Sorte snegle i snegleslim. Men ved et trænerdekret fik jeg det andet igennem. Voksne har fået slidt englevingerne af. Kampen mod KFUM skal i gang. Godt nok skal det være sjovt, som Morten siger, men røvfuld er aldrig sjov. Jeg sætter de to store fra Børnehaveklassen, Anders og Sofus, ind, og siger de skal spille hele kampen. De spiller både angreb og forsvar. - Se på bolden. Løb med hjem. Børnehavedrengene Anton og Magnus starter også inde. Emil, Jakob og Lasse står klar, og skal komme hen og holde mig i hånden, inden de skal ind. Lasse bruger høreapparat og giver mig den mikrofon, hvor jeg kan kommunikere med ham. Men jeg giver den videre til hans mor og beder hende kvidre positive ytringer ind i mikrofonen. Sidst jeg havde mikrofonen, kom jeg til at bruge en dommerfløjte i den. Kampen er i gang. Set ovenfra ligner det en bissende hvepsesværm. Ti drenge i samlet flok rundt på grønsværen. Se på bolden. Det gør de. Alle. 2 x 10 minutter er lang tid. Koncentrationen begynder at svigte allerede efter et minut. Modstanderen har et farligt forsøg, da de får frispark, fordi vores målmand går for langt ud af sit mål. Han tager bolden ved midterlinjen med hænderne. - Jamen, du sagde, jeg skal gå af målet for at gøre det mindre. Mit trænerhjerte svulmer. Han forstod det. - Okay, ikke helt så langt ud. Markus forstår og ser på bolden hele vejen, mens han løber baglæns tilbage i mål. Han står en stor kamp. Der er et spilstop, da Emil lige skal have snøret sine støvler af dommeren. Og senere skal Lasse trøstes af både dommer og træner efter et styrt. Anders og Sofus begynder først at blive trætte sidst i anden halvleg. Anders kæmper, som var han Henning Munk Jensen, og Sofus forsøger hver gang at lave Laudrup-finten, selv når han forsvarer, og først til sidst får KFUM scoret. Bisværmen fløjtes af. Nederlag 0-1. - Det er en sejr", råber jeg til forældrene, og vores kampråb gjalder. - Solen skinner, de grønne vinder, næsten hver gang. Aldrig har det været mere sandt. Og det pisregner. Næste kamp skal i gang med det samme. Ned i samlet flok. Træner-oplæg: Skidegodt drenge, hvor er I gode. Kampråb. Børnehave-spillerne kommer ind efter samme rotationsprincip, som Chelsea bruger, mens Sofus og Anders skal spille hele kampen, da de igen er de eneste, der nogenlunde kropsligt matcher modstanderne. Og en sensation lurer mod HA85. Godt opildnet af sin bedstefar får Anders et par nærgående forsøg, hvor han bryder ud fra bisværmen og spurter over en halv banelængde og sparker tæt forbi mål. Vild jubel fra forældrene og træner. Det er en kamp, hvor det hele foregår i midtercirklen og så med udbrud. Som Bjarne Riis på Alpe D"huez. Og det utrolige sker. Sofus får trukket bolden med sig bagud, løber en halv banelængde med sværmen efter sig og scorer. Aldrig har forældregruppen været så begejstrede. Vi fører. Og i starten af anden halvleg gentager det sig. Anders bryder ud fra midtercirklen to gange og scorer. Vi fører 3-0. Træneren går fra sit oplæg og lader Anders få en pause, da han hiver efter vejret. Men en træner skal holde sit hoved koldt. Lynhurtigt får de andre reduceret. Nu fører vi kun 3-2. Anders må ind igen, og selv om han ikke aner, hvem Munken er, forstår han ordren: - Gå ind igen, bliv bagude, se på bolden, tackl igennem, som var du Henning Munk Jensen. Og den holder hjem. Stor jubel i spillertruppen. Kampråb. - Solen skinner, de grønne vinder, næsten hver gang. Og det pisregner. Markus ser på bolden. Jeg er en stor beundrer af Morten Olsen.