Hospitaler

Se på helheden

Læserbrev

SYGEHUS:Skipper Samrådet appellerer til, sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, der er valgt og bor i Aalborg, tager en alvorlig samtale med finansminister Lars Løkke Rasmussen, inden de på mandag mødes med Danske Regioner for at drøfte Erik Juel-rapportens anbefalinger for landets sygehusstruktur. Konklusion om en udbygning af Aalborg Sygehus Syd må ændres, så nordjyderne i stedet får et nyt akutsygehus i Aalborg Øst, bygget over en økonomisk passende tidshorisont. Investering og effekt – såvel økonomisk som samfundsmæssig skal følges ad og vurderes sammen. Den helhedsbetragtning ser ikke ud til at ligge til grund for rapportens konklusion for det nordjyske sygehusvæsen. Derfor kan den ikke bruges i praksis. Det bør give stof til eftertanke hos ministrene, at der bag den lokale beslutning om at flytte Aalborg Sygehus ud af byen til Aalborg Øst står et enigt regionsråd, bakket op af et enigt byråd i Aalborg og af mange eksperter fra sygehus, universitet m.v. Tilsyneladende bakkes det også op af vælgerne / alle borgere, der har sat sig ind i, hvilke katastrofale følger en udbygning af Aalborg Sygehus Syd vil få for brugerne af det kommende sygehus, for personalet, for lokalområdet og for byen. Hvis ministrene tager sig tid til at læse alle indlæg, der har været fremme i den livlige debat i dagspressen de seneste 2 uger, alle lagt ud på www.skippersamraadet.dk/blog, vil det gå op for dem, at ikke en eneste har ytret sig for en udbygning af Aalborg Sygehus Syd. Det bør give stof til eftertanke hos alle, der skal arbejde videre med planerne for sygehusvæsnet.