Danmark

Se på realiteter

TØRKLÆDER:Så skete det en gang til. En debat om et opsat, muligt, ikke-opstået reelt problem fik her til morgen spalteplads i aviser og sendetid i tv. Jeg omtaler naturligvis den omstridte tørklædedebat om, hvorvidt kvindelige dommere skal have lov til at bære tørklæde i en retssal og den her til morgen omtalte debat om hvorvidt den danske folkeskole skal tage forbehold for religion og kulturer - i dette tilfælde jøder og palæstinensere. I begge sager drejer debatten sig om opsatte problemstillinger, som ikke har nogen som helst bund i virkeligheden. De, der starter debatterne, må skamme sig over at bruge mediernes og danskernes tid på at diskutere uvirkelige og principielle episoder, når mange andre ting trænger til at komme frem i lyset. Eksempelvis har vi et stigende fattigdomstal i Danmark, vores land er i krig som aldrig før, og vi har et sygehusvæsen, som er ved at bukke under for den stigende privatisering i sektoren. Disse er efter min mening langt mere vigtige at få en offentlig debat om, end hvorvidt en kvinde eller et barn om X antal år har brug for særbehandling i det danske samfund. Andet er der vist ikke tilbage end at sige: hold jer til realiteterne og lad os koncentrere os om, hvad der foregår nu og ikke, hvad der måske kommer til at ske i fremtiden.