Se problemerne i øjnene

Det er tid, at en kommende regering sætter tommeskruerne på og tør påtage sig det ansvar at lave Danmark om. Det er dejligt at bo i Danmark. Har du en fysisk eller mental skavank, så du ikke kan arbejde effektivt, kan du komme på kontanthjælp.

Det er en glædelig udvikling. Problemet er, at utroligt mange er på overførselsindkomst. Takket være velfærdsstaten oplever nogle befolkningsgrupper en økonomisk tryghed. Selvom man kun kan arbejde halvt så effektivt eller halvt så lang tid som en gennemsnitlig lønmodtager, er éns arbejdskraft stadig værdifuld nok til at opretholde en realløn, som ligger 50 pct. over niveauet for den gennemsnitlige lønmodtager i 1950'erne. Vi lever i et land, hvor ingen lider nød. Og vi lever i en tid, hvor kun de allersvageste burde få glæde af overførselsindkomster for at opretholde en acceptabel levestandard. Alle andre burde yde en indsats med de evner, som de nu er i besiddelse af, for at få tag over hovedet og smør til brødet. De såkaldte "sociale snyltere" er ikke noget nyt. Det er tid til selvransagelse. Hvad er grunden til, at du bliver væk fra arbejdsmarkedet? Et fysisk eller mentalt handicap eller blot dovenskab? Når du starter på en uddannelse, er du berettiget til SU. Af de godt 200.000 SU modtagere er halvdelen hjemmeboende. Kun ca. tre pct. af de hjemmeboende har arbejde ved siden af. At fratage SU'en til hjemmeboende vil gøre, at flere vil komme i arbejde og yde et bidrag til staten i form af skat. Er det ikke på tide at fratage nogles ret til at "nasse" på samfundet? Det vil give staten en kæmpe besparelse på et trecifret millionbeløb. Hvis vi skal bevare et velfærdssamfund til vores børn og børnebørn, hvor der skal være plads til alle, bliver vi nødt til at rationalisere understøttelsessystemet. Hvem har et reelt behov for en økonomisk håndsrækning, og hvem har ikke? Derfor går jeg ind for at bevare efterlønnen til de nedslidte faglærte og ufaglærte og at tage den fra højtuddannede såsom akademikere, som jo reelt ikke har et fysisk hårdt arbejde, og som derfor ikke er i risikozonen for at blive nedslidt. Jeg har tit påpeget, at de høje overførselsindkomster har ført til høje minimumslønninger. Når den danske lønmodtager går på arbejde, ligger tanken om det høje lønniveau langt fjern. Mange får i dag mere i løn, end deres arbejde reelt er værd, og deres arbejde kan tit ikke overleve konkurrencen pga. de høje lønninger. Og når gæstearbejdere kommer til landet, vil en virksomhed jo aldrig ansætte en dansker til 120 kr. i timen, hvis ham, som bor i Rumænien, kun skal have 90 kr. i timen. Det er ikke svært at forstå, hvorfor store, hæderkronede virksomheder flytter udenlands. Hvor længe skal vi blive ved med at acceptere, at en fagbevægelse, uafhængigt af regeringen, kæmper for en stadig højere løn? Er vi virkelig det værd? På det danske arbejdsmarked hersker en sammenpresset lønstruktur. Mindstelønningerne er aftalebestemte, men er også påvirket af sociale ydelser såsom dagpenge og kontanthjælp. Det afspejler den fordelingspolitik, som er knyttet til de mål, som findes i forholdet mellem løn og indkomstforhold. Ikke ret mange ved, at en lige fordeling af lønninger, ikke sikrer en lige fordeling af beskæftigelsesmulighederne. Derfor er det ikke alle, som kan finde et job, som giver en aflønning, som svaret til mindstelønningerne. Og derfor går mange ledige. Udviklingen kan ses, idet lønforskellen på en ufaglært og andre faggrupper er blevet mindre og mindre de sidste 30-40 år. Mange siger, at det skyldes den solidariske konsekvens af velfærdsstaten. Men fagbevægelsen nåede sine mål ved at udrense det danske arbejdsmarked for folk som med deres lave produktivitet gjorde lønspredningen større. Prisen blev, at ca. 100.000 indvandrere nu lever på overførselsindkomst. Vi er dårlige til at integrere indvandrer. De såkaldte neoliberalister vil tvinge indvandrere til at starte forfra i uddannelsessystemet, men det kan man ikke tvinge dem til, og desuden kan man ikke lovgive om danske holdninger. Når det kommer til at få indvandrere ud på arbejdsmarkedet, er vores politiske system forkert. En sammenpresset lønstruktur og reguleringer fører ikke til beskyttelse af indvandrerne som gruppe. Tværtimod kan disse forhold hindre deres tilgang til arbejdslivet, som netop ville give dem mulighed for at lære kulturelle og sprogmæssige kundskaber. En sammenpresset lønstruktur vil kun give fordele til dem "indenfor". Mens muslimer i Europa tilhører en "underklasse", tjener hver tredje muslim i USA næsten 500.000 kr. årligt. Jeg savner et parti, som tør tage tyrene ved hornene og se problemerne i øjnene.