Se tre kirker på en dag
Studiekredsen besøger romanske kirker og Viborg Domkirke.

Viborg Domkirke er et af målene for Studiekredsens udflugt 22. oktober. Arkivfoto
HOBRO:Studiekredsen på Hobro Bibliotek tager tirsdag 22. oktober på udflugt til de romanske kirker i Øls og Råsted samt til Viborg Domkirke. Kunst- og kulturhistoriker Finn Seidelin fortæller om kirkernes historie og udsmykning.
Råsted Kirke er en af vore tidligste stenkirker og i koret er en serie freskoer; billeder der er malet i våd puds. Billederne har været sære på mange måder, men det skyldes et særligt folkeligt aspekt, som Finn Seidelin vil fortælle om. Besøget i Øls Kirke vil blive brugt til at forklare selve kirkens indretning og kirkegårdens dimensioner. I Viborg Domkirke skal man se Joakim Skovgaards fantastiske og anderledes vægmalerier.
Prisen for turen er 375 kroner, som inkluderer frokost. Arrangementet holdes i samarbejde med Folkeuniversitetet i Aalborg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.