Se tv når du har lyst og spar masser af penge
Slip for at betale for kanaler, du alligevel ikke ser - vi har testet WatzMeNow
DANMARK: I Danmark betaler man dyrt for at se fjernsyn - også selv om man slet ikke ser fjernsyn. En mobiltelefon er nok til at udløse DR’s årlige opkrævning på 2436 kr.
Hvis man faktisk ser fjernsyn, betaler man sikkert også en tv-distributør, hvilket for de fleste danskeres vedkommende vil sige YouSee. Her koster ”fuldpakken” den nette sum af 479 kr. om måneden.
Selv de mindste tv-pakker hos Boxer og YouSee koster ca. 220 kr. hver måned.
Det er en voldsom udgift. Især fordi mange af os i stigende grad får dækket tv-behovet via internettet. Så mon ikke der skulle være plads i markedet til et billigere og mere fleksibelt alternativ? Den sidste måneds tid har vi testet netop sådan en løsning.
Tocifret pris
Navnet er WatzMeNow, og prisen er 90 kroner om måneden. For det beløb får du adgang til de seks DR-kanaler, TV 2 samt otte kanaler fra Sverige, Norge og Tyskland.
Ekstra kanaler kan tilkøbes for en tyver stykket, men foreløbig kan man kun vælge mellem en håndfuld BBC-kanaler, Bloomberg og et par EuroSport-kanaler (som skal købes samlet).
Hvad angår kanaludvalget, er her altså plads til forbedring.
Som udgangspunkt kan kanalerne ses på computere (pc og Mac), mobiltelefoner og tavlecomputere (Android og iOS). Det virker på op til fire apparater samtidig - i alle boligens rum, på job, i bussen osv. Eneste krav er, at du har adgang til internettet.
Hvis du også vil se kanalerne på tv-skærmen, skal du købe en lille dims (550 kr.), der proppes i skærmens HDMI-stik. Den virker både med trådløst og kablet internet og kan let flyttes til en anden fladskærm (f.eks. i sommerhuset).
Den medfølgende fjernbetjening bruger radiobølger, så du behøver ikke pege den mod skærmen.
Når det passer dig
Tjenester som Netflix og Spotify har vænnet os til, at indhold er tilgængeligt, når og hvor det passer os. Sådan er det også med WatzMeNow - i hvert fald et stykke hen ad vejen.
Fra den overskuelige programoversigt kan du ikke bare klikke dig ind på aktuelle udsendelser. Du kan også bladre op til 48 timer baglæns og se gårsdagens tv-udsendelser. Eller bare starte en film forfra, hvis du kommer lidt for sent til den.
Og næste gang vennerne snakker om en spændende udsendelse, de så aftenen før, kan du bare tage hjem og se den. En ekstra fordel ved at se tv forskudt er, at man kan spole forbi reklamer (nyttigt på TV 2) og kedelige passager (nyttigt overalt ...).
Det er i høj grad disse friheder, man betaler for, når man vælger WatzMeNow.
Bedst på mindre skærme
På grund af rettighedsbøvl kan man ikke bruge Airplay til at ”beame” udsendelserne op på fladskærmen. Det er heller ikke muligt at se tv i udlandet, medmindre man skjuler sig bag en VPN-forbindelse.
Og selvfølgelig skal du være varsom med at se tv på farten, hvis du betaler for datatrafikken (en times tv fylder op mod 1 GB).
Billedkvaliteten på mobile apparater er ellers fremragende, og mange vil også være fuldt tilfredse med kvaliteten på fladskærmen.
På vores 50-tommer skærm fremstod billedet dog lidt uldent i kanten. Vi bemærker også, at TV 2 ikke vises i HD. Lyden går klart igennem uanset platform, men du får ikke digital surround.
Filmentusiaster med store skærme og højttalere vil derfor brokke sig over den tekniske kvalitet. Og er man til fodbold eller realityserier, vil man brokke sig over kanaludvalget. Men hvis du bare savner en nem og fleksibel adgang til ”kernekanalerne” (plus det løse), er WatzMeNow en billig løsning.
Ganske vist kan DR-kanalerne i forvejen ses ”gratis” (for licensen), men her får du effektiv tidsforskydning, flere afspilningsmuligheder og en pæn bunke ekstra kanaler trods alt.
Et alternativ kunne være at kombinere DR’s eget nettilbud med TV 2’s Play-tjeneste, der omfatter alle TV 2-kanalerne.
Denne er dog ikke så let at få op på fladskærmen (www.kortlink.dk/dy9x), og prisen er 119 kr. om måneden, når man både vil se direkte og forskudt tv.
Fin kombination med Netflix
Et andet bud kunne være at kombinere WatzMeNow med Netflix. Det koster sammenlagt 169 kr. om måneden, hvilket stadig er under halv pris i forhold til ”mellempakken” fra YouSee.
Faktisk kan du vælge både WatzMeNow, Netflix og den dyreste udgave af TV 2 Play - og stadig spare en god hundredelap i forhold til YouSees mellempakke.
Dette regnestykke fortæller os, at de gammeldags tv-pakker lever på lånt tid. Og at det faktisk ikke længere behøver være helt så dyrt at se fjernsyn i Danmark.
Af Søren Bang Hansen
bang@bangmedia.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.