Sukkersyge

Se tv og dø ung

Du skal ikke se tv i ret mange timer, før det er farligt.

Det er farligt at se tv i flere timer om dagen, viser ny undersøgelse. Arkivfoto

Det er farligt at se tv i flere timer om dagen, viser ny undersøgelse. Arkivfoto

Sukkersyge, hjerte- karsygdomme og for tidlig død. Det er konsekvenserne af at se for meget fjernsyn, viser en undersøgelse fra det anerkendte Harvard University i USA. Den danske ph.d-studerende Anders Grøntved fra Syddansk Universitet har været forfatter på undersøgelsen, og han slår fast, at det er farligt at se tv. Mere end to timers tv om dagen øger risikoen for type2-diabetes (sukkersyge) og hjerte- karsygdomme, og tre timers tv-kiggeri om dagen gør risikoen for at dø tidligt større, lyser konklusionen i undersøgelsen. Afhænger ikke af fysisk aktivitet - Det mest overraskende er, at langvarigt tv-kiggeri øger risikoen for type 2 diabetes, hjertekarsygdomme og for tidlig død uafhængigt af fysisk aktivitetsniveau. Det tyder på, at for meget stillesiddende aktivitet i sig selv kan være en risikofaktor, uanset om man faktisk også laver jævnlig fysisk aktivitet med f.eks. moderat intensitet, siger Anders Grøntved, der lige nu er gæsteforsker ved Harvard University, til alive.dk. Vi ser for meget fjernsyn Anders Grøntved peger på, at risikoen for type2-diabetes stiger med 20 procent hver gang, du sidder foran fjernsynet i to timer. Tilsvarende øges risikoen for hjerte- karsygdomme og tidlig død med henholdsvis 15 og 13 procent. Ifølge Yousee brugte danskerne i første kvartal af 2011 fire timer og ét minut i gennemsnit på at se tv, skriver alive.dk.