Sebastian blev panisk uden hash

Skubbede alt det negative væk med en joint eller en pibe

AALBORG:Det er svært at gætte det, når man møder 26-årige Sebastian Kneip Jensen første gang. Men ikke desto minder har han, sin unge alder til trods, en lang karriere som misbruger bag sig. Nu har han været clean siden nytår. Men forud for den stoffrie periode ligger 12 år med hash og en stribe andre rusmidler. Det startede, da Sebastian var 14 år gammel. Kulissen var et hjem, hvor faren både drak og røg hash. Sebastian var vokset op blandt ølflaskerne på farens værtshus i Jomfru Ane Gade. En dag snuppede Sebastian for spændingens skyld en klump hash, der lå og flød i hjemmet. Han samlede en klike af fire klassekamerater omkring sig, og de røg deres første joint. Det, syntes de, var så sjovt, at de fortsatte med det. - I starten var det mest fordi, vi synes, det var spændende, og fordi det var sjovt, siger Sebastian. I modsætning til ham, kom de andre fra velfungerende hjem. Det var Sebastian, der førte an. Det var ham der kunne skaffe hashen igennem nogle gamle "flippertyper". - For mit eget vedkommende var det helt klart for at slippe væk fra alt det negative, der omgav mig. Når jeg havde røget var jeg lykkelig og særdeles godt tilpas, jeg tænkte kun positive tanker og alt var fred og fordragelighed. Sebastian havde oplevet, hvordan hans far var blevet agressiv og voldelig, når han havde drukket. Hvorimod den side slet ikke kom frem, når faren havde røget hash. Tømmermænd var der heller ingen af, så i den første tid oplevede han alt det postive, som svorne tilhængere tilskriver hashen. I to år mødtes de fem klassekammerater jævnligt for at ryge, det kunne være når en af dem var alene hjemme, ellers var det på toilettet i den ungdomsklub, hvor de kom. Hårde stoffer Da de var færdig med folkeskolen røg Sebastian imidlertid ud hjemmefra og mistede kontakten til de andre fire. Kommunen flyttede ham ind i en ungdomsbolig og her var der en del unge, der kunne alt det, som Sebastian ikke kunne i forvejen. Nu var det, at misbruget for alvor begyndte at eskalere, og hashen var ikke længere nok. Hurtigt kom nervepiller oveni. Amfetamin, ecstasy, svampe, kokain og til sidst heroin fulgte efter. - Jeg skulle bare bruge et eller andet, der kunne slukke for de ting, der foregik i hjernen på mig, siger Sebastian når han i dag skuer tilbage på den vilde tid. I en alder på 16 havde Sebastian et massivt blandingsmisbrug. Et par lærepladser kom og gik, men på et tidspunkt fik han nok, og med hjælp fra kommunens behandlingsinstitution kom han på en højskole i Haderslev, hvor det faktisk lykkedes ham, at kvitte stofferne og i et år var han stoffri. Da han kom hjem igen, sendte kommunen ham på TAMU-centret i Nørresundby, hvor han skulle blive klar til at kunne gennemføre en læreplads. Men det var det helt forkerte sted, at sende Sebastian hen. På den igen - Der flød med stoffer på stedet, og pusherne ved helt præcis, hvem de skal henvende sig til. Øgenavnet for stedet var "Det store apotek". Sebastian havde imidlertid fundet ud af, at nogle af hans gamle kammerater var på et andet TAMU-center på Vitskjøl kloster, under påskud af at han ville væk fra stofferne, fik han overtalt kommunen til at sende ham derhen. Han viste imidlertid udemærket, at forsyningerne var lige så gode på Vitskjøl, men trods et dagligt forbrug af hash lykkedes det Sebastian at gennemføre uddannelsen. Han fik arbejde. Men efterhånden fyldte hashen stadig mere i hans hverdag. Også de andre stoffer var kommet på banen igen, men det har hele tiden været hashen, der var hans primære stof. - Jeg tog gerne en "morgenbøv" for at holde ud at gå på arbejde, fortæller han. Men det blev naturligvis ikke ved med at gå, der fulgte aktivering, småjobs og til sidste arbejdsløshed. Nu fyldte hashen det hele. - Bare tanken om, at jeg skulle løbe tør gjorde mig panisk. Jeg kunne ikke tage til familiefest uden et klump hash i lommen af frygt for at min "koger" skulle fortage sig. Jeg var dybt afhængig. Sidste efterår sagde han dog stop, på egen hånd stoppede han en for en med de forskellige stoffer, og til nytår kvittede han så også hashen. - Jeg har aldrig haft det så godt som nu, siger han.