EMNER

Sebastians arv

Da Sebastian Klein var lille, hadede han, at hans far var kendt. Måske mest af alt fordi hans far, Jesper Klein, selv hadede det. Han brød sig ikke om at blive genkendt, forsøgte altid at skjule sig bag solbriller og under alt for store frakker. Turene i Tivoli endte som regel med at blive et forhindringsløb forbi fulde mennesker og "sig noget sjovt, Jesper", mens lille Sebastian halsede efter ham med et fast greb i den store hånd. Og sønnens skole holdt Jesper Klein sig konsekvent væk fra. I stille overensstemmelse med sønnen, der egentlig heller ikke havde lyst til at dele sin far med andre og som synes, det var "herre ufedt" at blive kaldt Klejne-Klein. I dag mærker han den samme irritation hos sine sønner. De kan meget godt lide det, han laver. Men ville helt klart foretrække, hvis resten af Danmark ikke kendte ham. For nylig kom seksårige Christopher så hjem og fortalte, at han var blevet kaldt "lille Sebastian". Så på en måde gentager historien sig. Og så alligevel ikke. For Sebastian Klein gør sit bedste for at ændre lidt på handlingen. Han kommer for eksempel hen på sønnernes skole så meget som overhovedet muligt, så de andre børn vænner sig til det. Og han gider ikke skjule sig eller forsøge at undgå at hilse på folk. - Så jeg gør et stort nummer ud af, at mine børn ikke oplever, at det påvirker mig negativt, siger Sebastian Klein og ved godt, at den udfordring ikke bliver mindre i de kommende uger, når han og en lille mus er hovedpersonerne i DR-julekalenderen "Sebastians Jul". At gøre det bedre I virkeligheden var det slet ikke meningen, at han skulle traske i det samme fodspor som sine forældre. I virkeligheden ville han have været Poul Thomsen, dyrepasser eller måske bare skolelærer. Men en enkelt opringning fra DR for snart 15 år siden endte alligevel med at dirigere ham ind på samme livsbane som sine skuespillende forældre, der begge gennem årene har haft smag for at henvende sig til børn. I dag er det de færreste børn, der kender Jesper Klein, men langt de fleste kender til gengæld Sebastian Klein og "ha, så kan han tage den, det gamle røvhul", lyder det med et grin fra den 38-årige søn. Der svarer med endnu et grin på spørgsmålet om, hvorvidt hans egen barndom var præget af nogle legesyge forældre. - Nej! De var i virkeligheden enormt kedelige og legede stort set aldrig, husker han og sætter ord på livet som enebarn i en familie på farten. For når mor og far var på turne blev sønnen slæbt med. - Og så lå man der og sov på gulvet i et omklædningsrum. Og selvom det selvfølgelig var dejligt at være med, så var det også lidt kedeligt at være cirkusbarn, når der ikke var andre at være det med. At være der I dag gør han så alt for, at de to sønner ikke skal have samme oplevelse af at være overladt til sig selv. - Jeg synes jo, at jeg hele tiden render rundt og sørger for, at mine børn er underholdt, har legeaftaler eller at jeg selv laver noget med dem. Og på en måde er vi sikkert også for pylrede, men sådan vil det nok altid være. At den nuværende generation af forældre kigger på den foregående og tænker, at sådan skal de i hvert fald ikke gøre. Så Sebastian Klein gør sit bedste. Mest af alt vil han bare gerne være en engageret far, der styrer efter, at børnene bliver gode og glade børn. - Men jeg kan selvfølgelig sagtens sidde ved computeren uden at opdage, at der står et barn ved siden af, der har sagt far fem gange, som han siger. Hans børn husker - "desværre" - stadig, at deres far engang sagde, at "man skal lege med sine børn en gang om dagen". Det bliver han stadig stædigt holdt op på, og det er for så vidt okay. - Selvom jeg i virkeligheden ikke tror på, at 20 minutters "kvalitetstid" kan kompensere for, at man så ikke er der resten af tiden. Mine forældre var fanme ikke gode til at lege med deres barn. Men de var der. Fysisk til stede. Og det er også vigtigt, mener han. - Jeg kender mine børn godt nok til at vide, at de bliver meget glade for at se mig, når jeg har været væk nogle dage. Og jo mere jeg er hjemme, jo mere ligeglade er de med mig. Så jeg tror, det er et sundhedstegn, når mine børn er ligeglade og ikke har brug for mig. Så har de det bedst. Og selvom den voksne Sebastian for længst har spottet de ting i sin barndom, som hans egne børn ikke skal udsættes for, så kan han ikke helt sige sig fri for gentagelserne. De belærende pegefingre med et gammelklogt ordsprog som vedhæng. "Pludselig hører man jo altså sig selv stå og sige til sine børn, at kun en tåbe frygter ikke havet". Og de små livsfilosofier, der fra tid til anden blev sagt højt af Jesper Klein, er nu blevet sønnens. - Jeg kan huske min far engang sagde, at han hellere selv ville have tæsk end han ville tæske nogen. Og jeg forstod ingenting, for i mit univers var han jo den, der skulle tæske alle de andre. Men nu hører jeg mig selv sige det samme til mine børn. "Jeg vil hellere bedrages end bedrage", og sådan noget. Og de fatter ikke en meter. Men jeg håber, de vil tænke tilbage på deres far som en meget stor humanist, griner han.