Sebber først med fleksibel efterårsferie

Hver tredje elev på nordjysk skole har udskudt ferien til næste uge

I dag ringer klokken ud til efterårsferie på Sebber Skole i Valsted ved Nibe, der formentlig er den først i Danmark med tilbud om fleksibel skoleferie i oktober Den kan holdes i denne uge som alle andre steder, eller forskudt med start på mandag, og det har forældrene til hver tredje elev valgt. - Vi har ikke hørt om andre, der flekser med efterårsferien, og burde vide det, så valgfriheden er bestemt unik, siger konsulent på børne- og kulturkontoret i Kommunerens Landsforening, KL. Forældre i skolebestyrelsen har presset på for få kommunal dispensation til forsøget. - En del arbejder på store virksomheder typisk i Aalborg, hvor det ikke altid er let, og nogle gange umuligt at få fri i den traditionelle efterårsferie-uge 42, siger formand for skolebestyrelsen, Peter Ross Jakobsen. De 36 skolebestyrelser i Aalborg Kommunes har sagt nej til at tilbyde forældrene samme valgfrihed, og det fatter Peter Ross Jakobsen mildest talt ikke en brik af. - Der må være en del ledelser, der sover i timen. For behovet i Aalborg er jo enormt. Distrikts-skoleleder Agnete Manicus erfarer, at nogle forældre tager deres børn ud af skolen i en uge, hvis deres og podernes efterårsferie ikke passer sammen, og at børnene derfor går glip af en uges undervisning. - Det sker da, og nu må vi se, om forsøget nedbringer antallet, siger hun. - Kunne vi ikke skyde efterårsferien med en uge, ville vi have gjort, som vi plejer, og taget børnene ud af skolen i uge 43. Det ville have været vores eneste chance for at holde ferie sammen med dem, konstaterer formanden for skolebestyrelsen. Projekt-orienteret undervisning for alle klassetrin med temaet "Sund mad og Motion"skal sikre, at det faglige niveau ikke falder, når der mangler ferie-ramte elever og lærere. Det er typisk lærere uden skolesøgende børn, der er mødt på arbejde i denne uge. - Fordelingen af ferieuger er gået gnidningsfrit, og skolelederen fylder de huller i skemaet, der måtte være, fortæller lærer Ulla Borup. Interesseorganisationen for forældre til skolebørn, Skole & Samfund, er ikke at træffe for en kommentar i denne uge. Landssekretariatets ansatte er såmænd på efterårsferie.