EMNER

Seere vil have gentagelser, gentagelser, gentagelser ...

AFTENTIMERNE er danskernes foretrukne tidspunkt for tv-kiggeri, men det kan være svært at nå yndlingsprogrammet, når maden skal på bordet, og ungerne skal have godnathistorie. Derfor introducerede YouSee for tre måneder deres kur mod dårlig tv-timing - den såkaldte StartForfra-tjeneste. Tjenesten giver mulighed for at genstarte en udsendelse og se den fra begyndelsen, og ud af 50.000 kunder, har 12.000 indtil videre benyttet tjenesten. - Det er rigtig flot, fordi de fleste af vores kunder ikke ved, at de har muligheden, siger Anders Blauenfeldt, der er udviklingsdirektør i YouSee, til metroXpress. Han forventer, at lignende tjenester fremover bliver mere udbredte: - Folk vil blive mere frigjorte fra tv-tidspunkterne, men det vil tage nogle år. Større medbestemmelse Det er medieforsker Stig Hjarvard fra Københavns Universitet enig i. Ifølge ham vil danskerne i fremtiden have større medbestemmelse over deres tv-tid. Det bliver dog næppe lige med det samme, vurderer han. - Det ligger langt ude i fremtiden. Der sker hele tiden en øget individualisering af tv-forbruget, og derfor bliver det i højere grad seernes liv, der kommer til at bestemme, hvad der står på tv-menuen, siger medieforskeren til metroXpress. Han peger på, at nyhedsudsendelser og tv-serier som Klovn og Venner bedst egner sig til StartForfra. Det samme viser tallene fra YouSee. - Den kollektive oplevelse ved en fodboldkamp eller et melodigrandprix går tabt, hvis man ser dem forskudt af alle andre. Dels fordi de er knyttet til en kollektiv eufori, dels fordi man skal vide resultatet, siger Stig Hjarvard. StartForfra gør det muligt at genstarte en tv-udsendelse ved et enkelt tryk på fjernbetjeningen. Det kræver ikke noget specielt fjernsyn, men man skal være digital kabel-tv-modtager og have en YouSee-set top boks eller en Stofa Zaptor-boks. Mest genstartede Tv-kanaler: DR1, TV 2, TV 2 Zulu, TV3, DR2. Programmer: Nyhederne, Klovn, Venner, Kongen af Queens, TV-Avisen.