Seglem i ventetøj - ADH i arbejdstøj

Siri Seglem - pause fra Aalborg DH på grund af graviditet. Foto: Lars Pauli

Siri Seglem - pause fra Aalborg DH på grund af graviditet. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Bedst som Aalborg DH troede, at de havde truppen til den forestående ligasæson i kvindernes håndboldturnering på plads, har man fået en uventet udfordring, der kalder på hurtig handling. Holdets mest rutinerede i bagkæden, den norske landsholdsspiller Siri Seglem, er gravid, og derfor ude af betragtning. - Det var måske den spiller, vi nødigst ville undvære, siger direktør Lars Steffensen. - Men tillykke til Siri - nu må vi så bare i arbejdstøjet, for vi skal ud og finde en rutineret erstatning til vores bagkæde. - Og på denne tid af sæsonen, da er det ikke længere muligt at finde den spiller inden for landets grænser, der kan udfylde Siri Seglems rolle, så vi er allerede i kontakt med en spiller udefra, som tidligere har spillet i Danmark. Lars Steffensen vil ikke røbe navn eller være mere præcis på nuværende tidspunkt, da forhandlinger først skal på plads. - Men vi får spilleren med i en træningslejr, vi afvikler i Grenå fra mandag den 25. juli og nogle dage frem. ADH-direktøren erkender, at det er vigtigt, at man får tilknyttet en spiller, der både har rutine og erfaring fra højt plan. For nok har man mange talenter i Aalborg DH-truppen, men ingen, som endnu er moden til at tage det store ansvar med at svinge dirigentstokken. Ældste spiller i den tilbageværende bagkæde er den nyengagerede polske landsholdsspiller Malwina Leskiewizc på 22 år. Og da hun af gode grunde ikke er integreret i Aalborg DH endnu, vil det være uforsvarligt at lægge for stort et pres på hendes skuldre. Også cheftræner Allan Heine rynker brynene en smule, for det er altid trist at skulle undvære en, man havde regnet med. - Men på den anden side giver det jo også plads, og jeg er sikker på, at der er spillere, der vil se muligheden for at udfylde hullet og vise endnu mere af sig selv. Vi har i hvert fald spillere, der både kan og vil, trøster han sig med.