SEIF har mere end det ene ben i serie 2

Fodbold 23. september 2002 08:00

SERIE 3 KREDS 15 FREDERIKSHAVN: Med kun fire runder tilbage af sæsonen står Strandby/Elling med mere end det ene ben i serie 2, efter holdet lørdag eftermiddag vandt topopgøret hjemme mod Hjørring IF med 1-0. Samtidig spillede Sindal kun 2-2 hjemme mod Horne KFUM, og det betyder, at Strandby/Elling på førstepladsen har henholdsvis seks og syv point ned til henholdsvis Sindal og Hjørring. I den anden ende af tabellen spillede Kvissel endnu en gang uafgjort - denne gang 1-1 hjemme mod Bagterp. Det ene point betyder, at Kvissel nu har et hul på tre point ned til Skibsby/Højene der befinder sig på den forkerte side af nedrykningsstregen. Dybvad-Hørby 2-2 (1-1) Mål: 1-0 Henrik Andersen, 1-1 Morten Pedersen, 1-2 Thomas Thelin, 2-2 Henrik Jensen DYBVAD: For tredje gang i træk kunne Dybvad forlade banen med point, da holdet søndag formiddag spillede 2-2 i lokalopgøret hjemme mod Hørby. Dybvad kom foran midt i første halvleg, da den tidligere FfI'er og Randers Freja-spiller Henrik Andersen scorede. To minutter før pausen fik Hørby udlignet på et noget tilfældigt mål, da Morten Pedersens afslutning blev rettet af i Dybvad-forsvaret og snød Alex Jensen på stregen. I anden halvleg fik Hørby et lille overtag, og gæsterne kom da også frem til langt de fleste og største chancer. Hørbt-spillerne kendte dog ikke deres besøgelsestid foran Dybvad-målet, og selv et straffespark formåede Paw Jensen ikke at score på. Et kvarter før tid fik Hørby dog endelig udbytte af overtaget, da Thomas Thelin scorede til 2-1 efter et flot opspil. Bare to minutter efter udlignede Dybvads Henrik Jensen, og det fik hjemmeholdet til at satse alt fremad banen i kampens slutning. Hørby var dog tættest på sejren, idet Dybvad i to omgange måtte sparke bolden væk på målstregen i kampens sidste minut. Strandby/Elling-Hjørring IF 1-0 (0-0) Mål: 1-0 Niels Johansen STRANDBY: Med en 1-0 sejr i topopgøret mod Hjørring IF spillede Strandby/Elling sig i en meget fordelagtig position inden sæsonens sidste fire kampe. Topopgøret på Skeltvedvej blev afgjort på en tilfældighed et kvarter før tid, da Niels Johansen i to omgange sendte et indlæg ind i feltet. Indlægget så ud til at gå over mål, og HI-keeperen vinkede bolden ude, men i stedet sejlede den over ham og i nettet. Gæsterne kunne have fortjent det ene point, da kampen var en yderst tæt affære, hvor der var to-tre målchancer i begge ender af banen. Efter scoringen pressede gæsterne, og specielt i de sidste fem minutter var Strandby/Elling heldige med at holde stand. Sejren betyder, at Strandby/Elling allerede næste lørdag kan rykke op i serie 2, hvis holdet vinder i Bjergby/Mygdal og Sindal vinder i Hjørring. Kvissel-Bagterp 1-1 (1-1) Mål: 1-0 Thomas Schmidt KVISSEL: - Det var vist meget fortjent, at vi delte point i denne kamp, var kommentaren fra Kvissels træner Per Christensen efter kampen. - Det er bare lidt træls, at vi for 10. gang i denne sæson spiller uafgjort, for nu betyder det, at vi kun er tre point over nedrykningsstregen, og så begynder det at blive spændende - måske for spændende. - Vi kunne måske have afgjort det til vores fordel, for vi havde mindst tre eller fire store chancer, som godt kunne have givet resultat, men omvendt havde Bagterp nogle kontrachancer, så alt i alt var uafgjort måske det mest retfærdige. Vi var ellers kommet foran i første halvleg, men blot 30 sekunder før pausefløjtet udlignede Bagterp. I anden halvleg blev der spillet mere med musklerne men uden at nogen gik for vidt, slutter Per Christensen. bob/-ha

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...