EMNER

Sej - også i modvind

Det er kun i meget få tilfælde sjovt at være medlem af et oppositionsparti; det tror jeg alle i den situation synes.

Mange læserbreve fra lokale medlemmer af oppositionspartierne S, SF, RV og EL forsøger ihærdigt at beskrive forholdene i kommuner og regioner over det ganske land, som værende forfærdelige og grænsende til det urimelige; vi bor jo i et af verdens rigeste land, så vi må da kunne få mere velfærd – underforstået udført af det offentlige og betalt via skatten. Folketingsmedlem Rasmus Prehn (S) forsøger (30.11.) at fortælle de nordjyske avislæsere, at regeringen og statsminister Anders Fogh Rasmussen er ude af trit med vælgerne. Prehn bruger uddrag af ugebladet A4 som dokumentation for sin påstand og konkluderer, at befolkningen er trætte af den førte politik. Beklageligvis - for Prehn - er læserbrevet bragt samme dag, som en Gallupundersøgelse viser, at regeringen med støttepartiet DF – igen - har et solidt flertal bag sig i befolkningen. På trods af oppositionens utallige forsøg på at miskreditere flere ministre, herunder statsminister Anders Fogh Rasmussen, finansminister Lars Løkke Rasmussen og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, så er det ikke lykkedes at få dem væltet omkuld. I modsætning til ugebladet A4s respondenter har en del andre analyser vist, at befolkningen har fuld forståelse for statsminister Anders Fogh Rasmussens rejseaktivitet, for aldrig tidligere har en dansk regeringsleder med så stor succes formået at placere Danmark så centralt på Europa- og verdenskortet. Finansminister Lars Løkke Rasmussen har i kraftig modvind - også finansielt - formået at holde dansk økonomi på rette kurs, og i øvrigt vist sig at være en dygtig forhandler; men det kan man jo naturligvis ikke vide, hvis man ikke ønsker at tage ansvar og vælger at forlade forhandlingerne i utide. Birthe Rønn Hornbech er både stærk og sej, uanset hvad; love og regler skal overholdes – såvel nationale som internationale, men hvad med dem, der ikke overholder disse love og regler? Enhver regering har brug for en opposition – det er en nødvendig forudsætning for at bevare vort elskede demokrati – og gerne en ansvarlig og konstruktiv opposition. Der er – heldigvis - ikke noget, der tyder på et snarligt regeringsskifte, men intet forhindrer oppositionen i at give regeringen et troværdigt og kvalificeret modspil. Det kunne være en kærkommen julegave – for de vælgere, der er tro mod oppositionspartierne.

Breaking
Kæmpe politiaktion i Aalborg Øst
Luk