HJØRRING:I foråret startede arbejdet med at danne Vendsyssel Drenge- og Mandskor. Torsdag var der så audition til de endelige pladser for 16 drenge og mænd.
Første mand var August Bromell Kindberg, der lige er fyldt 9 år. Lidt nervøs trådte han ind foran de fire fagfolk, der sad ved ”dommerbordet”.
Der var total stilhed i et par sekunder, inden den lyse drengestemme startede på ”I østen stiger solen op”.
Landsdelens første
Koret, der bliver Vendsyssels første drengekor, ledes af dirigent Morten Ahti Lyng og musikpædagog Malene Horsfeldt.
Hvor stort koret bliver, afhænger af, hvor mange der slipper igennem torsdagens audition. Sekretær Henrik Frand-Madsen regner med, at det bliver 10-12 stykker. Alle i alderen 8-25 år.
Lidt Sejt
- Jeg tror faktisk, at han synes, det er lidt sejt, at det kun er for drenge og mænd, siger August Bromell Kindbergs mor, Vivi Kindberg.
Hun er ikke i tvivl om, at sønnen har lysten til at være med i koret.
- Han elsker at synge, og han synger også hele tiden derhjemme, siger hun.
Søren Stengaard, 10 år, er mødt op til audition af samme grund. Det gør ham glad at synge.
- Hvis jeg kommer med i koret, så er det vildt fedt. Og det er rigtigt sejt, fordi det kun er drenge, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.