Seje nordjyder klar til VM-kvartfinaler

Kina 1. november 2002 07:00

PRETORIA: Jyden hun er stærk og sej - i hvert fald at dømme efter de præstationer, som Camilla Sørensen og Lykke Møller foreløbig har ydet ved ungdoms-VM i badminton i Sydafrika. Især Skagen-pigen Camilla Sørensen, der i sommer flyttede til Århus, har vist sig som en sand gyserekspert. I 1/16-finalen overlevede vendelboen en halv snes matchbolde, og i 1/8-finalen i går vendte hun et "æg" i første sæt til en temmelig klar sejr over fjerdedede Renuga Vethieveeran, Malaysia - cifrene 0-11, 11-5, 11-4. Camilla Sørensen, der er seedet ni, møder i kvartfinalen den ottendeseedede indoneser Deri Arisandi Tira. Lykke Møller, Lindholm, spillede sig som niendeseedet frem blandt de otte bedste ved at eliminere sjetteseedede Salakjit Polsana, Thailand, 11-5, 2-11, 11-8. For Lykke Møller byder kvartfinalen på en alvorlig prøve mod den andenseedede kineser Yanjiao Jiang. Camilla Sørensen er sammen med Mie Schiøtt, Greve, også i kvartfinalen i damedouble, hvor parret møder den topseedede kinesiske duo Jing Du/Lu Rong. Til gengæld er Søren Frandsen, Lindholm, og Line Reimers, Lillerød, færdige i mixeddouble efter to gange 5-15 i 1/8-finalen mod kineserne Zhendong Guo/Yang Yu. abel

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...