Tyverier

Sejlende tyve slog til mod både

En række små både på Mariager Fjord ud for Bramslev Bakker har fået stjålet deres påhængsmotorer, og tyvene er sandsynligvis kommet sejlende i ly af nattemørket, mener Nordjyllands Politi i Hobro.

- Som regel bliver påhængsmotorer stjålet fra både tæt på land, men de her lå for svaj på fjorden, så vi tror, at tyvene er kommet ude fra vandsiden. På denne tid af året er der ikke så megen aktivitet derude, så de har nærmest haft frit lejde hele natten. Det skulle bådejerne nok være lidt mere opmærksomme på, siger vagthavende Ole Pedersen. Tyverierne ved Bramslev Bakker er sket mellem onsdag eftermiddag og torsdag middag, hvor der er stjålet en 5 hestes Tohatsu påhængsmotor fra én båd og en 9,8 hestes Tohatsu motor fra en anden båd. Desuden så politiet en tredje båd uden motor derude, men her mangler man at finde ejeren af båden, før man kan konstatere, om der er sket et tyveri mere.