Udland

Sejlergidsler frigivet efter 20 måneder

Efter 20 måneder som gidsler hos somaliske pirater er to sydafrikanske gidsler frigivet.

Sejlergidsler frigivet efter 20 måneder

De to sydafrikanere Debora Calitz og Bruno Pelizzari er frigivet efter at have været gidsler hos somaliske pirater i knap 20 måneder. De rapporteres at være i sikkerhed i præsidentpaladset i Somalias hovedstad, Mogadishu.

Det oplyser flere nyhedsbureauer. Frigivelsen er ifølge forsvarsminister i Somalias overgangsregering Hussein Arab Isse sket med hjælp fra somaliske sikkerhedsstyrker.

- Vi er lykkelige for at få vores frihed tilbage. Vi er så lykkelige fordi vi nu kan blive forenet med vores familier igen, siger Deborah Calitz på en pressekonference i præsidentpalæet i Mogadishu.

De to sydafrikanske gidsler har været taget til fange siden 26. oktober 2010, og var nogle af de gidsler, der havde siddet længst hos somaliske pirater. De blev kidnappet fra lystyachten Chozil i den sydlige del af Det Indiske Ocean.

Piraterne fik ikke lystyachten med men kidnappede de to sydafrikanere, der siden angiveligt har været i land i Somalia. Om frigivelsen alene skyldes de somaliske sikkerhedsstyrker, eller om der er betalt en løsesum, er ikke oplyst.

Forsvarsministeren i den somaliske overgangsregering Hussein Arab Isse fortæller, at aktionen, der førte til frigivelse af gidslerne startede onsdag nat.

- Den varede til torsdag morgen, og som I kan se, er parret blevet befriet sikkert, siger ministeren.

Ifølge det sydafrikanske udenrigsministerium er frigivelsen et resultat af et samarbejde mellem myndigheder i Sydafrika, Italien og Somalia.

At Italien er indblandet skyldes, at den ene af de to frigivne gidsler, Bruno Pelizzari har dobbelt statsborgerskab, og har italiensk pas.

To danske søfolk er på 17. måned sammen med deres fire filippinske kolleger gidsler hos somaliske pirater. Dermed er de blandt de gidsler, der har siddet længst tilfangetaget hos somaliske pirater.

De blev kidnappet fra det danske fragtskib Leopard i Det Arabiske Hav den 12. januar 2011.

/ritzau/