Thisted

Sejlerlivets mange glæder

To meget forskellige fartøjer var samtidig fortøjede til kajen i Thisted Havn.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sammen med fra højre datteren Ida og hustruen Tina, sejler Jegvan Åkerstrøm ud fra Thisted fem gange i løbet af en uge indtil midt i august. Andre ugedage fra Glyngøre, Doverodde, Skive eller Struer.

Der ikke kun de 58 år til forskel mellem skonnerten "Saga" og "M/S Johanne". Materialerne er også langt fra hinanden: Træ og glasfiber. Men derudover så repræsenterer de begge glæden ved at bevæge sig på havet eller fjorden. Enten som et flydende sommerhus, eller som et sommerhjem med betalende gæster. "Saga" har i år taget hul på sin anden sæson som udflugtsbåd med udgangspunkt i Thisted to gange om dagen onsdag og torsdag i perioden fra midt i juli til midt i august. - Det har gået rigtig godt, selv om vejret ikke har været med os hele tiden, fortæller Jegvan Åkerstrøm, der har ejet skonnerten sammen med hustruen Tina Åkerstrøm de seneste 11 år. - Vi kan mærke, at midt i ugen er der størst interesse, siger han. I weekenderne er mange turister enten lige ankommet til Thy eller er på vej hjem. - Vi kan også mærke, at vores tre-timers "Fjordsafari" er meget populær, så vi har droppet vores ture på to timer, siger Jegvan Åkerstrøm og forklarer, at der jo også er aftenturen på et par timer hver onsdag, og som mest går på hygge med enten egen medbragt mad eller en omgang skipperlabskovs lavet om bord. Skonnerten er bygget i Finland i 1935 som fragtskonnert på øen Gammelø tæt ved den nu russiske by Viborg. Hele familien om bord I den anden ende af havnebassinet har familien Langer fra Thyborøn fortøjet "M/S Johanne", som er en motorsejler bygget i 1993, og som familien har haft i fire år. Lige netop det antal år, som datteren Johanne har været en del af familien. - Ja, den er opkaldt efter prinsessen her, fortæller skipper Danny Langer. Sammen med hustruen Ulla Langer og sønnerne Jeppe, Emil og Søren på henholdsvis 13, 11 og 5 år, holder de seks ugers ferie om bord på det 20 meter lange skib: - Det er jo vores sommerhus med udsigt til vandet fra alle sider, siger Danny Langer. Han er også fiskeskipper i Thyborøn, og de seks uger passer fint med den sæson han har på havet, hvor han fisker hovedsageligt efter sild, tobis og brisling. - Vi tager også en uge mere, hvis det kan lade sig gøre, siger han og forklarer, at turen som regel går omkring Thisted og Vilsund Marked, hvor familien er på vej hen. Her har de dog også et faststående sommerhus, hvor de skal have en del familie på besøg. Fartøjet med tre dæk har god plads til dem alle seks, så eventuelle uenigheder mellem børnene kan fordeles.