Sejlerungdom i blæsevejr

Begrænsede manøvre-muligheder for de 38 børn og unge

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hadsund Sejlklub havde torsdag en masse unge sejlere til fællestræning i vandet ud for klubhuset. På kurset for nybegyndere var bl.a. 8-årige Anna Sofie fra Hadsund, som her kæmper med et råbåndsknob. Foto Martin Damgård

HADSUND:Kanhænde et par venskaber blev knyttet og nogle fremtidige kontakter skabt i lystbådehavnen. For det handler ikke kun om nuet, når børn og unge sejlere på tværs af klubber mødes til fællestræning som hos Hadsund Sejlklub i går. - Som sejlere har vi brug for at skabe os det netværk, vi kan trække på, den dag vi stiller op i konkurrencer. Husk på, vi er en sport for enere, som opfører os en smule egoistisk, når vi ligger derude i hver sit badekar. Og hvor mange i en boldklub jo mødes om det samme spil, fordeler vi os på en masse bådklasser og møder derfor i klubben relativt få aktive i egen bådklasse, forklarer Per Søgaard Carlsen, træner hos Hadsund Sejlklub Ungdom. I alt 38 sejlere i alderen 7 til 16 år mønstrede i går. Heriblandt sejlere fra Frederikshavn, Sæby, Aalborg, Mariager og Attrup. - Vi sejlede om kap og øvede i at krydse op mod vinden. Ganske sjovt, bemærker 13-årige Kasper Lindholm fra Attrup. Han snakkede dog angiveligt kun med kammerater fra sin egen klub. Kasper spiller også badminton. Bryder sig ikke om holdsport. - På vandet i en båd er det jo din egen skyld, hvis du bliver våd, forklarer han. Våde blev Iben Rasmussen, Mariager, og Caroline Liboriussen, Hadsund, på ni og knap ni år bestemt også. Vi har haft vælteprøve, hvor båden væltes med vilje. Så vender vi båden, kravlertilbage og øser vand med øsekar. Bagefter skulle vi svømme tilbage til bredden, og det var hundekoldt med våddragt. Det var hundekoldt, forsikrer pigerne og ønsker inderligt, at de består ”sælprøven”. Og det gør de - alle. De kraftige vindstød indskrænkede manøvremulighederne under træningen. - I formiddags blev vi flere gange overrumplet af vindbyger, der efterlod bådene med bunden i vejret. Som når en orkan hærger gennem Rold Skov og lægger et bælte af træer ned, uddyber Søgaard Carlsen.