Sejlivet outsider sender Wozniacki ud af Eastbourne

Caroline Wozniacki tabte semifinalen til den undertippede kvalifikationsspiller Jamie Hampton fra USA.

Sejlivet outsider sender Wozniacki ud af Eastbourne

Tennisspilleren Caroline Wozniacki er ikke med, når der lørdag spilles finale i WTA-turneringen Eastbourne International.

Danskeren tabte fredag skuffende semifinalen til den amerikanske kvalifikationsspiller Jamie Hampton, der kæmpede hårdt og vandt i tre sæt med cifrene 6-7, 7-5 6-3.

Dermed lykkedes det ikke Wozniacki at tage sin anden sejr i turneringen, som hun vandt i 2009.

Det så ellers fornuftigt ud efter første sæt, hvor Wozniackis fighterevner var med til at sikre sejren med 10-8 i tiebreaken, selvom Jamie Hampton undervejs havde fem sætbolde.

Danskeren fik en dårlig indledning på sættet, eftersom hun fik brudt sin serv i kampens første parti.

Bagud 4-5 var Caroline Wozniacki nede med tre sætbolde i Jamie Hamptons serv, men alligevel lykkedes det hende at bryde tilbage.

Den danske glæde blev dog kortvarig, for 23-årige Jamie Hampton leverede omgående et nyt servegennembrud til 6-5-føring.

Wozniacki brød igen tilbage og tvang amerikaneren ud i en tiebreak.

Her kom Jamie Hampton foran 5-2 og havde senere to sætbolde, men det lykkedes alligevel for danskeren at vinde sættet på sin anden sætbold.

I andet sæt var danskeren flere gange foran med et servegennembrud, men hun misbrugte adskillige muligheder for at afgøre kampen.

I stedet slog Jamie Hampton til på sin tredje sætbold, da hun brød Wozniackis serv til 7-5.

Kampen var i det hele taget præget af, at danskeren havde svært ved at afgøre boldene.

Amerikaneren, der er verdens nummer 41, leverede sej modstand, og da hun i tredje sæt brød Wozniackis serv til 5-3, tog hun et vigtigt skridt mod finalen og kunne efterfølgende serve sejren hjem.

Næste opgave for Wozniacki bliver Wimbledon, der begynder på mandag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.