EMNER

Sejltur med en dårlig smag i munden

Porto Santo har ikke meget til fælles med naboøen Madeira. Og det kan være lidt af en prøvelse at komme derover

Der er blot 50 kilometer fra den portugisiske ferieø Madeira til naboøen Porto Santo. Men der er en verden til forskel. Hvor Madeira er grøn, frodig og fuld af liv, er Porto Santo forblæst, tør og en lille smule kedelig. Til gengæld har den noget, Madeira stort set ikke har - lange, brede sandstrande. Hele den ni kilometer lange sydside af øen er en lang sandstrand. Men bare det at komme derover kan være lidt at en prøvelse. Det er sådan en tur, der skiller sømænd fra mænd, skulle det vise sig. Porto Santo er en af sommerens nyheder på det danske chartermarked. Det er Spies, der har taget øen med. I første omgang kun som en del af en tur til Madeira. Det bliver til tre dage på Madeira, tre på Porto Santo og en enkelt på Madeira, inden turen går tilbage til Danmark. Der sker simpelthen for lidt på Porto Santo til, at man fra Spies' side tør lægge ud med en hel uge på øen. Båd eller fly Der er to måder at komme fra Madeira og over på Porto Santo. Den billigste er at tage den store færge, der sejler hver morgen fra hovedbyen Funchal på Madeira og tilbage igen om aftenen. Og det er der masser af både turister og folk fra Madeira, der gør, for rigtig mange af ø-boerne har et sommerhus på søsterøen. Den anden mulighed for at komme derover er at tage flyveren. Det tager kun tyve minutter - til gengæld er det halvdyrt. Vælger man færgen, er det en rigtig god idé at tjekke vejrudsigten på forhånd, og huske at spise den der søsygetablet, som burde være overflødig for alle os, der stammer fra en gammel vikingenation. Har man fjerne slægtninge, der har krydset Nordsøen i en på det nærmeste åben jolle, hvor svært kan det så være ... Men Atlanterhavet er noget mere bidsk, end vi er vant til hjemme fra Danmark. På min færgetur fra Madeira til Porto Santo gik det rigtig godt, i hvert fald den første times tid. Lige indtil vi var fri af Madeiras beskyttende kystlinje. Så gik det ellers løs. Det havde blæst en del dagen før, og selvom det var en pæn stor færge, kunne bølgerne sagtens mærkes. Vi gyngede op og ned og fra side til side. Og vi taler ikke om små venlige skvulp, men noget i stil med en timelang tur i luftgyngerne i tivoli, hvis nogen stadig kan huske dem. I begyndelsen tog vi det ganske pænt. Lidt koldsvedende sad de fleste af os og kiggede ud af vinduer, men efterhånden blev de fleste af os aspargesfarvede i hovedet- og her taler vi både om de hvide og de grønne asparges. Der blev kastet op ud over rælingen, på toilettet og i stort set alle kroge af skibet. Selv fandt jeg et stille hjørne i bunden af skibe. Dyr, der tror de skal dø, har det jo med at søge lidt for sig selv. Der sad jeg så på trappen ved siden af biografen, og lod morgenmaden forsvinde ned i en af de hvide papirposer, der var med til det samme. Einstein havde ret Nu ved jeg, hvad Einstein mente, da han talte om at tiden er relativ. For tiden går utroligt langsomt i dårligt vejr. Det, der føles som et kvarter, er i virkelighedens verden kun to minutter, så der er rigtig god tid til at overveje, hvordan man skal finde noget mere at kaste op af - når der intet er tilbage i maven, og det eneste, der bliver gylpet har en modbydelig, bitter galdesmag. Søsygen er en ualmindelig rædselsfuld sygdom. Lidt i retning af en hård influenza, bare uden feber. Men efter lidt over én time, kom vi i læ af Porto Santo, og det begyndte igen at minde om en almindelig sejltur. Det bedste af det hele var, at lige så snart, der var fast grund under fødderne, forduftede alle dårligdommene, og livet blev igen værd at leve.