Sejr for parkeringsvagter

KØBENHAVN:Når det er ord mod ord, så vejer parkeringsvagtens røst mest. Det har Østre Landsret nu slået fast én gang for alle i en principiel sag om fire bilisters parkeringsbøder. Alle fire fik ellers medhold i fogedretten, men Center for Parkering gik med Procesbevillingsnævnets tilladelse videre til landsretten. - Vi kunne ikke have, at man tillægger parkeringsvagtens ord samme betydning som bilistens. Det er jo derfor, vi giver vagterne al den uddannelse. Derfor var det principielt for os, siger Anders Møller, direktør for parkeringsvagterne. FDM førte to af sagerne og siger, at foreningen vil gå videre med tvisten til Højesteret. - Landsretten har set bort fra, at Center for Parkerings p-vagter er omfattet af et resultatkrav om at udskrive over syv p-afgifter om dagen. FDM mener derfor, at p-vagterne med resultatkravet in mente ikke kan regnes for uvildige, skriver FDM i en kommentar. Den ene af de fire sager endte dog til bilistens fordel. Men det var kun fordi, at skiltningen på stedet var så ringe, at der med god grund kunne opstå tvivl om, hvordan man skulle parkere. Indtil nu har parkeringsvagterne i hovedstaden ikke brugt kameraer til at dokumentere de fejlparkerede biler. Men det kommer nu. - Vi ønsker størst mulig retssikkerhed omkring det myndighedsarbejde, vi udfører. Derfor har vi ledt efter et system, der er sikkert, og som kan håndtere meget store datamængder. Det har vi fundet nu, siger Anders Møller. De fotograferende vagter kommer på gaden i løbet af 2009./ritzau/