EMNER

Sejr for partier med klare meldinger

Efter en meget besynderlig valgkamp, der på få øjeblikke forvandlede sig til et temmeligt unuanceret præsidentvalg - med blå blok over for rød blok - endte folketingsvalget med en sejr helt andre steder, nemlig hos de partier, der turde mene noget i valgkampen. For mens Venstre og Socialdemokraterne gjorde sig ihærdige anstrengelser for at komme til at ligne hinanden mest muligt i kampen om at bejle til de samme midtervælgere, endte det med fremgang for især De Radikale, men også De Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Forklaringen ligger lige for: Valgets største vinder, De Radikale, og dets leder Marianne Jelved har formået at tale med store og velovervejede bogstaver om behovet for tolerance og rummelighed i det danske samfund. Det har især appelleret til vælgere med blik for globaliseringens og det internationale samfunds store potentiale. Hos De Konservative har der ikke været bare antydningen af uld i mund, når talen er faldet på skat. Her er skattestop ikke nok. Der skal skattelettelser til. Imens er Enhedslisten - måske især i kraft af Pernille Rosenkrantz-Theil - brændt igennem som et bud på et socialistisk alternativ, som har været noget mere markant end hos SF, som måske nok også har lidt under at have skræmt de mest EU-forskrækkede tilhængere væk. Og endelig har Dansk Folkeparti - igen - scoret stort på en offensiv, klar profil på flygtninge- og indvandrerområdet. Det store spørgsmål er imidlertid, om De Radikale kan bruge det styrkede mandat til noget som helst i den kommende valgperiode. For takket være ganske få, næsten ubetydelige forskydninger - med lidt færre mandater til Venstre, men lidt flere til regeringspartneren De Konservative og samarbejdspartneren Dansk Folkeparti - kan en alt i alt styrket Fogh Rasmussen-regering se frem til fire år mere i spidsen for Danmarks udvikling - uden at basere sig på De Radikales mandater. Måske har VK-regeringen udsigt til endnu flere år på ministertaburetterne. Ikke mindst fordi den største udfordrer, Socialdemokraterne, er ryddet af vejen. Eller rettere: Har ryddet sig selv af vejen. For midt i sejrsrusen hos Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti er landets indtil for ganske få år siden største parti, Socialdemokraterne, kastet ud i en ganske alvorlig krise - forstærket af, at en tydeligt mærket formand, Mogens Lykketoft, umiddelbart efter vælgernes dom tog ansvaret for nederlaget på sig og meddelte sin afgang som partileder. Tilbage står nu hurtigst muligt at finde en kvalificeret afløser, måske Frank Jensen, der ofte nævnes som kronprins, måske en anden, om muligt endnu mere markant nordjyde, Mette Frederiksen, som kan få sat skub i det, som umiddelbart lader til at være glippet for Socialdemokraterne. I modsætning til Venstre og De Radikale har partiet ikke formået at forny sig, og samtidig er det uden tvivl blevet offer for sit manglende mod til at gennemføre et generationsskifte i tide.