Sejr i aften garanterer ikke kvartfinale

Danmark kan selv med en sejr over Portugal ikke være sikker på en EM-kvartfinale. Tyskland kan dog hjælpe til.

Sejr i aften garanterer ikke kvartfinale

Med sejren over Holland i den første EM-kamp i Ukraine er der givet los for danske drømme om endnu et europamesterskab.

Skulle det lykkes at besejre Portugal i aften, er det dog stadig ikke sikkert, at pladsen i kvartfinalen er hjemme.

Danmark risikerer nemlig at havne i en situation, hvor seks point ikke nødvendigvis udløser den første- eller andenplads i puljen, der giver adgang til knockout-kampene om mesterskabet.

Hvis Holland i aftenens sene kamp slår Tyskland, er der nemlig stadig tre hold, der kan nå seks point. Det sker, hvis Danmark taber til Tyskland på søndag, samtidig med at Holland slår Portugal.

Og så er det de indbyrdes kampe mellem Danmark, Holland og Tyskland, der tæller.

Her vil alle tre hold have hentet en sejr, og så er det målforskellen - og om nødvendigt antal scorede mål - i de indbyrdes kampe, der bruges som målestok for, hvordan holdene rangeres.

En sådan situation opstod faktisk ved EM i 2004 i Portugal, hvor Danmark, Sverige og Italien alle endte med fem point i gruppespillet.

De tre indbyrdes kampe var alle endt uafgjort, og derfor blev det antal scorede mål, der blev afgørende.

Danmark havde efter den berømte 2-2-kamp mod Sverige lige præcis scoret ét mål mere end italienerne, som dermed røg ud med en hårfin margin.

Men meget vil altså stå klart, når vi kender resultatet af kampen mellem Holland og Tyskland.

Specielt hvis både Danmark og Tyskland vinder i aften. Så ligger det allerede fast, at Portugal og Holland er ude, og så bliver det afgjort på søndag, hvem der går videre som etter.

/ritzau/