Sejr i første kredskamp til fightende BI-damer

BRØNDERSLEV:Der var store roser efter kampen fra træner Bjarne Nielsen, da BI’s oprykkere i fodboldkvindernes serie 2 besejrede Sønderup/Suldrup IK Frem på udebane i første kredskamp. BI var ramt af afbud inden afrejsen, og Bjarne Nielsen havde kun 11 spillere til rådighed. Alligevel lykkedes det BI’erne at vinde kampen 3-2, og holdet er nu klar til næste runde, hvor modstanderne bliver Feldborg/Haderup IF søndag på BI-Centeret. - Én af vores bedste kampe hidtil i sæsonen. Vi leverede en flot holdindsats i en kamp, hvor vi gjorde rigtig mange ting rigtig, og hvor vi tilspillede os mange målchancer, men så alligevel lige manglede at sætte den sidste fod rigtig, var kommentaren fra en meget tilfreds Bjarne Nielsen. Efter 20 minutters spil viste Minna Thomsen sin målfarlighed første gang ved at score til 1-0. Sønderup stod ellers stærkt i defensiven, men fem minutter før pausen slog Minna Thomsen til igen med et mål til 2-0. BI havde medvind i første halvleg, og den fordel fik Sønderup så efter pausen, og meget hurtigt havde en og samme spiller bragt Sønderup tilbage i kampen med to hurtige scoringer og udligning til 2-2. BI fightede videre, og viste de ville vinde. Midtvejs i halvlegen fik Sønderup korrekt en spiller udvist, efter hun brutalt havde fældet Line Andersen. Situationen udnyttede BI ved at score sejrsmålet - og hvem ellers end Minna Thomsen blev noteret for sejrsmålet til 3-2, og hermed et hattrick. - Stor ros til hele holdet og specielt til juniorspilleren Sofie Saaby Bach, og Karina Jensen i målet, og så selvfølgelig Minna Thomsen, som nu er oppe på 81 mål i sammenlagt med kampe i Henholdsvis syv og 11 mands turneringen, tilføjer Bjarne Nielsen. P.S.