Sejr i sidste kamp

Badminton 25. marts 2003 07:00

HADSUND: Hadsund Badminton Klubs (HBK) 3. divisionshold vandt deres sidste kamp i oprykningsspillet over Viby med 8-5. For HBK sejrede Louise Stenstrup/Michael Sandersen i 1. mixdouble samt Maria Thomsen og Rikke Iversen i damesingle. I herresinglerne blev det til sejre for Thomas Jørgensen i 2. herresingle samt Michael Rask i 4. herresingle. Viby tog begge damedoubler, men HBK sluttede af med maner, da Michael Rask/Tom Larsen, Thomas Jørgensen/Jacob Christensen samt Lars Urbrand/Michael Sandersen i nævnte rækkefølge vandt de tre herredoubler. Fidusen blev tildelt Thomas Jørgensen, der dog hurtigt måtte aflevere den til Michael Rask, som fik den til ejendom, da han havde flest point for denne sæson. Holdet slutter som nummer syv i oprykningsspillets pulje B. Serie 1-holdet har ligeledes kæmpet om oprykning, men sluttede sæsonen med to nederlag. I forrige weekend sejrede Skagen i en udsat match med 8-5, og i den forgangne weekend vandt topholdet Vejgaard, som på forhånd var sikret oprykning til jyllandsserien med sikre 10-3. De tre sejre til HBK blev spillet hjem af Torsten Iversen i 1. herresingle, Jens Jacob Sørensen/Torsten Iversen i 1. herredouble samt Rene Balling/Martin Steffensen i 2. herredouble. Torsten Iversen fik efter matchen fidusen, som gik videre til Mette Vistisen til ejendom for flest point i denne sæson. Holdet slutter på en fjerdeplads i oprykningsspillet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...