Ulstrup

Sejr i sidste øjeblik

Kalundborg FC Nordjylland 0-1 Fodbold, 2. division KALUNDBORG: I bagende varme efter fire en halv times buskørsel til Kalundborg lykkedes det for FC Nordjyllands oprykkere til fodboldens 1. division endnu engang at spille til nul i eget forsvar og samtidig i sidste øjeblik få scoret et enkelt mål, så en i øvrigt fortjent sejr kom i hus. - De slåsser stadig for deres liv i 2. division, så det var bestemt ikke tale om en walkover for os. Vi startede noget blegt i første halvleg, men fik efterhånden bedre og bedre fat, fortalte FC Nordjylland-træner Flemming Nielsen efter kampen. Han roste holdet for en koncentreret indsats og for fortsat at kunne bevare viljen til sejr, selv om holdet forlængst er rykket op i 1. division. Det forløsende mål kom to minutter før tid, da Per Gade var rykket med frem på højrekanten og sendte et fint indlæg ind til en udækket Ziad Saliba, der kunne sætte indersiden på og sikre nordjyderne 1-0-sejren. Ziad Saliba havde varmet bænken i 1. halvleg, men kom på banen i stedet for Jan Hansen fra 2. halvlegs start. Per Gade har ellers vikarieret som venstre back, men da anfører Jacob Berger 10 minutter før tid måtte skiftes ud med det, som træner Flemming Nielsen kalder en "forsigtig muskelskade", ja så rykkede træneren Per Gade over på normale plads som højre back, og det gav altså bonus. - Jeg mener, at det er 16. eller 17. gang vi spiller til nul i vort forsvar. Det er jeg overmåde godt tilfreds med, når man tager i betragtning, at vi har fået både champagne og en del cigarer på det seneste, griner succestræneren. Ud over to-tre hovedstødschancer til topscorer Glenn Gundersen var kampen fattig på målchancer. Midtbaneslideren Phong Dao fik en advarsel og når formentlig dermed op på 27 point, men det udløser ikke karantæne i denne omgang. Kampfakta: Pausestilling: 0-0 Mål: 0-1 Salid Saliba (88. minut). Holdopstilling FC Nordjylland 4-4-2: Brian Ulstrup, Kasper Svendsen, Kristian Jensen, Michael Strandquist, Per Gade, Jacob Berger (80. min Buster Munk) Phong Dao, Daniel Kristensen, Jan Hansen (46. min Ziad Saliba) Simon Josefsen og Glenn Gundersen. Advarsel: Phong Dao, FC Nordjylland Tilskuere: 325