Odense

Sejr med det yderste af neglene

Topscorer Thomas Buus holder Jetsmark på toppen

B1909 Jetsmark 0-1 Fodbold, 2. division vest ODENSE: Der skulle gå 71 minutter før Jetsmark fik deres første chance på Odense Atletik Stadion, og her viste Thomas Buus Nielsen sig skarp, da han optimistisk forfulgte en lang fremlægning, og afgjorde kampen ved at sparke bolden fladt forbi den fremstormende fynske keeper. - Det er altid dejligt at score de afgørende mål, og med i alt 10 mål i efteråret kan jeg kun være tilfreds med min indsats, siger matchvinderen, der stadig føler, at han mangler de sidste 20 procent i at nå topformen ovenpå sine mange skader. - Jeg er lykkelig for hver eneste kamp jeg kan spille uden at få tilbagefald. Heldigvis går det hele tiden fremad, siger Thomas Buus Nielsen.Rent spillemæssigt manglede Jetsmark også de sidste procenter mod B1909, men træner Henning Pedersen roser spillerne for at kæmpe hårdt for sagen. - Fynboerne kommer med 200 km i timen, men det vidste vi, og det er imponerende, så parate mine spillere var. B1909 er spilstyrende i det meste af kampen, og det er ikke forkert at sige, vi vinder med det yderste af neglene. Selv om indstillingen var i top, så er vi ikke for gode til at ramme hinanden, og de mange boldtab giver os nogle hårde returløb, forklarer Henning Pedersen. Men da Thomas Buus slog kontra 20 minutter før tid, ændrede kampen imidlertid karakter. - Så satser de det hele, og vi burde have lukket kampen på flere store kontramuligheder. Blandt andet brænder Simon Josefsen en kæmpechance, hvor vi er fire mod to, siger Jetsmark-træneren.Sejren bringer holdet op på 28 point - og da de nærmeste konkurrenter fra Aarhus Fremad også vandt er afstanden til andenpladsen fortsat på tre point. - Vi har haft et fantastisk efterår, men det kan blive helt sublimt, hvis vi kan gøre arbejdet færdigt og vinde den sidste kamp på hjemmebane mod B1913, slutter Henning Pedersen. Kampfakta: Mål: 71. minut 0-1 Thomas Buus Nielsen. Jetsmark, 4-4-2: Brian Ulstrup - Thomas Jensen, Torben Andersen, Bo Zink, Andreas Overgaard - Anders Sørensen (13. minut Martin Gregersen), Phong Dao (69. minut Martin Augustinussen), Peter Tranberg, Thomas Bagger - Thomas Buus Nielsen (85. minut Gökmenn Yigen), Simon Josefsen. Dommer: Niels Høg. Tilskuere: 319.