Sejr nummer 14 til Hjalleup

Fodbold 25. august 2007 06:00

HJALLERUP: Hjallerup vandt torsdag aften sin 14. sejr i træk, denne gang på Hjallerup Stadion over velspillende Asaa med 3-2. Men Asaa havde måske fortjent bedre, idet gæsterne startede med at brænde et par meget store chancer, og Hjallerup måtte have et straffespark til hjælp for at hente sejren og de tre point. Det blev en både spændende og velspillet kamp mellem to stærke hold, og sejren kunne lige så godt gå til gæsterne som til hjemmeholdet. Første halvleg sluttede 1-1. Først scorede HIFs spillende træner Thomas Pedersen på et 40 meter langskud, som Asaas målmand bedømte forkert. Derefter udlignede Morten Møller for Asaa til halvlegsresultat 1-1. I anden halvleg bragte Hovaldt Hjallerup i spidsen med 2-1, men Mads Birk udlignede for Asaa. Mod slutningen af kampen overtog Hjallerup mere af spillet. En af ABernes forsvarsspillere begik straffespark mod en Hjallerupspiller, og træner Thomas Pedersen sikrede med en scoring på straffesparket Hjallerup sejren på 3-2 og de tre point. Hjallerup fører nu rækken med 42 point for 14 kampe, og holdet synes næsten sikker på oprykning til serie 3 i næste sæson. Asaa er nummer seks med 22 point.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...