Sejr til HK-mænd
Aabybro HK's mænd i jyllandsserien er fortsat under nedrykningsstregen, men holdet er på vej og skal nok klare sig. De opmuntrende ord kommer fra træner Søren Brink efter sejr i den første kamp efter julepausen.
På hjemmebane vandt Aabybro HK 27-23 over Svenstrup efter en udmærket indsats. - Der var en periode i anden halvleg, hvor vi var lidt presset. Ellers følte vi, at vi havde teten i kampen, siger Søren Brink. Det var Aabybros kun anden sejr. Der er to point til pladsen lige over nedrykningsstregen. - Vi har et ungt hold,som nok skal klare den og komme over stregen, siger Søen Brink. - Jeg synes holdet i en længere periode har bevæget sig i den rigtige retning, men har bare ikke kunnet få point, tilføjer han. Aabybro havde to debutanter med, og de gjorde det fint med otte mål. Søren Christensen blev topscorer med 11 mål. Erik Nielsen scorede fem og debutanterne Jonas Nielsen og Kasper Sørensen begge fire mål. soj
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.