Sejren sikret kort før tid

Med et langskud et minut før tiden udløb sikrede Jette Damm, at ASV 87"s damer i serie et kunne rejse hjem med begge point efter sejr over Nørresundby HK, 20-19. Stillingen ved pausen var lige 10-10. Mille Vinther, Jette Damm og Kristina Sørensen scorede hver fire mål, Katrine Olesen og Gitte Sande hver tre, Tina Dahl og Pernille Gade hver et mål. Holdet spiller den sidste kamp inden jul i Als-hallen søndag 14. december, hvor modstanderen er Aars HK.