Sejren smuldrede for AaB

Et ”tyndt” straffespark gav Brøndby uafgjort kort før tid

AaB-målscorer Poul Hübertz i en nærkamp med Brøndbys Asbjørn Sennels. T.h. ses den tidligere AaB-spiller Stefan Schmidt.
Foto: Scanpix

AaB-målscorer Poul Hübertz i en nærkamp med Brøndbys Asbjørn Sennels. T.h. ses den tidligere AaB-spiller Stefan Schmidt. Foto: Scanpix

BRØNDBY AAB 1-1 FODBOLD, VIASAT CUP Af Flemming Olesen flemming.olesen@nordjyske.dk @Brød.9.u-indryk:BRØNDBY: Resultatmæssigt slap AaB godt fra opgøret på Brøndby Stadion, og spillemæssigt fortsatte holdet de pæne takter, der også gav fire sejre på stribe som afslutning på Superliga-sæsonen. Men når man evaluerer kampen mod Brøndby, må AaB ærgre sig over, at de ikke holdt fast i den 1-0 føring, man havde helt frem til fem minutter før tid. Så følte dommer Michael Jørgensen sig kaldet til at dømme et ”tyndt” straffespark til Mads Jørgensen, begået af Allan Olesen, og Brøndby-spilleren sørgede selv for udligningen. - Det er bittert. Vi er i fuld kontrol, men skal lukke kampen, sagde den nyudtagne A-landsholdsspiller fra AaB, Thomas Augustinussen. - Men så ser dommeren noget, der slet ikke er der, og så får de et straffespark, de ikke skulle have haft. Resultatet betyder dog, at AaB tirsdag blot skal opnå uafgjort i hjemmekampen mod SønderjyskE for at følge Brøndby videre fra puljen og til træningsturneringens kvartfinaler. Kuhn: Ren snyd Træner Allan Kuhn var på linje med Augustinussen: - Vi er godt tilfredse med vores første halvleg, men skal score målet til 2-0, der lukker kampen. - At de får det straffespark til sidst, er ikke uheldigt. Det er ren snyd, sagde den assisterende træner, som i fravær af Erik Hamrén havde eneansvaret for AaB-holdet denne søndag. AaB indledte uimponeret og aggressivt, med pres højt oppe på banen, og det gav bonus i det 20. minut på et hurtigt kontraangreb, da Jeppe Curth fra højre side spillede skråt bagud til en fri Poul Hübertz, og så kunne den langlemmede angriber let score med et fladt spark - Hübertz’ tredje scoring inden for de seneste tre uger, hvor han også var matchvinder i 1-0 sejrene over Horsens og Silkeborg. Dermed anfægtede Hübertz endnu en gang den kåring til sæsonens værste indkøb, han blev udstyret med af TIPS-Bladet i deres evaluering af Superliga-sæsonen. Han var tæt på at score til 2-0 lige inden pausen, men Fredrik Winsnes afleverede for dårligt til ham, da de to var af sted på en friløber, og fra en spids vinkel kunne Hübertz kun sende bolden på den nærmeste opstander. Stor kamp af Risgård Brøndby havde et par chancer i første halvleg, men den debuterende målmand Casper Jacobsen var hurtigt fremme ved en svag tilbagelægning, og Kasper Risgård løb flot den tidligere AaB’er Martin Ericsson op, da denne havde fået frit løb, og satte en tackling ind i rette øjeblik. Risgård bekræftede endnu en gang sin styrke som midterforsvarer med en stor kamp, så alt tyder på, at man nu har fået et rigtig, stærkt trekløver her til to pladser i skikkelse af Risgaard, Danny Califf og Michael Jakobsen. [ Kampfakta: Pausestilling: 0-1. Mål: 0-1 Poul Hübertz (20. minut). 1-1 Mads Jørgensen, str. (85. minut). AaB (4-4-2): Casper Jacobsen - Allan Olesen, Kasper Risgård, Danny Califf, Thomas Kortegaard - Jeppe Curth (58. minut Thomas Enevoldsen), Thomas Augustinussen, Fredrik Winsnes, Suni Olsen (78. minut Jens Chr. Sørensen) - Poul Hübertz (73. minut Daniel Hoch), Simon Bræmer.