Sejrene skylles ned med cola

Talentfuld syvårig kører konkurrenterne af banen

Hadsund 24. september 2002 08:00

TERNDRUP: Jysk, dansk og nordisk mester i BMX kan Mathias Søndergaard skrive på visitkortet. Man skulle tro, at det ville indebære en masse tv-interviews, store, sprøjtende champagneflasker og kindkyssende modeller. Men Mathias er kun syv år, og han kører BMX, fordi han elsker fart og tempo. I forældrenes køkken i villaen i Terndrup sidder Mathias Søndergaard i sin gule og blå kørerdragt og nipper forsigtigt til en cola light. Det er dog ikke cola, som han er flasket op med, men derimod bakkede baner og mudrede cykler. - Han blev slæbt med som toårig i klapvogn for at se på sine storebrødre Kasper og Ronni, så det lå i luften, at det skulle han også prøve, svarer Mathias' far Lars Søndergaard på spørgsmålet om, hvorfor sønnen kører BMX og ikke spiller fodbold. Storebrødrene, der i dag er 11 og 17 år, begyndte på sporten på ved en tilfældighed. Familien kom forbi BMX-banen i Hadsund, og siden er det hængt ved. - Vi ville se, hvad det var, og nu er det seks år siden, siger Lars Søndergaard. Spiste en hele bane Mathias Søndergaard begyndte selv som fireårig, og her i sin fjerde sæson er han både jysk, dansk og nordisk mester i aldersgruppen syv år og under. Hvorfor han er så god, ved han ikke rigtig. - Jeg kan bare lide fart og tempo, siger han, mens forældrene har nogle andre bud på, hvorfor sønnike er suveræn i forhold til konkurrenterne. - Jeg tror, det er fordi, han startede så tidligt. Allerede ugen efter han satte sig på cyklen, tog vi støttehjulet af, siger Lars Søndergaard. Moderen, Susanne Søndergaard, supplerer: - At han startede i en tidlig alder, betyder også, at han heller ikke bliver så bange, for det kan give knubs. Og enkelte knubs har Mathias fået i sin karriere. - En gang spiste jeg næsten en hele bane, fortæller han om en episode, hvor han styrtede og landede lige på hovedet. - Jeg græd kun lidt, men det var fordi, jeg blev hidsig. Godt fællesskab Denne sæson, der har strakt sig fra marts til september, har budt på lutter sejre, men den ubesejrede status gør ikke den syvårige nervøs for ikke at kunne leve op til favoritværdigheden. - Kun nogle gange. Jeg er nok mere spændt end nervøs. Når jeg er på banen, kører jeg alt, hvad jeg kan. Sejrene giver heller ikke dårligt kammeratskab, fortæller Susanne Søndergaard. - Det er det gode ved sporten. Drengene er venner og bakker hinanden op eller siger: "Det var ærgerligt", hvis det er gået skidt for en af dem. - Nogle gange siger de også: "Åh nej, Mathias kommer i dag", men det er kun fordi, at de ved, at så bliver det sværere for dem at vinde, siger moderen. Mathias synes, at det sjoveste er at lege med de andre, og han har gode kammerater blandt konkurrenterne og i klubben Dragon i Hadsund, som han stiller op for i løbene, og hvor han træner to gange om ugen. Forældrene nyder også sportsgrenen, og næsten hver weekend tager de campingvognen med rundt i hele landet og hepper på deres sønner. - Vi bliver også bidt af det. I år har vi været af sted i syv weekender i træk, men vi tager med, fordi vi gerne vil bakke op om det. Skolen er vigtigst Susanne Søndergaard understreger, at skolen kommer før BMX-cyklerne, og at drengene kan stoppe med sporten, hvis de mister interessen for det. - Det skal være lysten, der driver værket. Men jeg synes, at Mathias er god til at sætte sig nogle mål og hele tiden prøve på at blive bedre til at køre. - Og der er ikke meget ved at blive nummer fem, siger den nordiske mester og tømmer det sidste i coladåsen. Colaen nyder han, for det er forbudt før løbene, fordi brusen giver en tung mave. Men når sejrene skal fejres, må han gerne drikke det og ellers vente nogle år endnu på de boblende champagnedråber.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...