Sejrsheste på svenske togter

To overrraskende sejre til danmarksmesteren Jeppe Juel

En smi­len­de Jep­pe Juel på æres­run­de med Her­cu­les Date, der sej­re­de for før­ste gang i to år. Foto: Ole Hindby

En smi­len­de Jep­pe Juel på æres­run­de med Her­cu­les Date, der sej­re­de for før­ste gang i to år. Foto: Ole Hindby

AALBORG:Det koster 3.000 kroner at transportere en travhest til Sverige og retur, men flere nordjyske hesteejere vælger i ny og næ at tage turen hinsidan i tiltro til, at en eventuel præmie vil overstige udgiften. Og guleroden er til at tage og føle på. Niels Chr. Pedersen fra Asaa sender på lørdag Inzaghi ud i et langdistanceløb på Färjestad-banen, hvor førstepræmien er på 70.000 svenske kroner, og Jess Lyngby fra Aalborg bringer om to uger Jet til start i et løb over hele 3.180 meter på Jägersro-banen, hvor vinderchecken lyder på 60.000 svenske kroner. Godt nok er de svenske penge lidt mindre værd end herhjemme - kursen er ca. 80 - men begge sejrsheste må tilskrives reelle sejrschancer, og til sammenligning dystede heste i nogenlunde samme klasse i aftes på Aalborg-banen om en førstepræmie på blot 5.000 kroner. Pebernødder - Det er jo pebernødder i forhold til de svenske satser, og det er lige før, at en førstepræmie i Aalborg ikke kan dække udgifterne, hvis Bent Svendsen skal have min hest med fra stalden i Skive, siger Jess Lyngby, der betegner større præmiesummer som en betingelse for, at de danske baner i fremtiden kan præsentere løb på et højt sportsligt niveau. Opfattelsen deles af Aalborg-banens danske mester Jeppe Juel, der har Inzaghi i sin varetægt og ligeledes styrer hesten i løb. Efter starten i Sverige sigter træneren mod et løb i Frankrig, inden den brølstærke hest får en velfortjent vinterpause. - Jeg kan ikke forsvare over for mine kunder at lade de bedste heste løbe om små præmiesummer på hjemmebanen, når der findes væsentligt bedre tilbud andetsteds. Derfor vinder jeg også sjældent løb i Aalborg, hvor mine fleste køreture er bag heste, som trænes af andre. I aftes lykkedes det for Jeppe Juel at komme i vindercirklen to gange i træk efter overraskende sejre med Flemming Jensen-trænede Only For Girls og Hercules Date fra Vodskov-amatøren Bent Thomsen. I begge tilfælde lød recepten på rolige rygløb og bidende angreb i rette øjeblik. Nyt talent til stalden Jeppe Juel kunne også glæde sig over tilgang af den lovende 2-åring Mondeo, der står opført som nr. syv i pointberegningen forud for årgangens højdepunkt, Opdrætningsløbet, næste søndag i Charlottenlund. På grund af regnen måtte det planlagte galopløb i aftes aflyses. Banen håber at kunne afvikle løbet på mandag, hvor årets to sidste galopløb i forvejen er på programmet.