Sejrsrus igennem Aalborgs natteliv

Festen efter DM-guldet varede hele natten for såvel de mange fans som AaB's spillere. NORDJYSKE's reporter Caspar Birk var med fra kampstart til den lyse morgen. Klik og oplev guldfesten her.

Gl. Torv i hjertet af Aalborg var et menneskehav af festende fans, da spillerbussen dukkede op cirka klokken halv et. Sikke et syn!	Foto: Jan Pedersen

Gl. Torv i hjertet af Aalborg var et menneskehav af festende fans, da spillerbussen dukkede op cirka klokken halv et. Sikke et syn! Foto: Jan Pedersen

Kasper Risgård var en glad og lykkelig mand i går. For det første blev han dansk mester i fodbold, men han scorede også det andet mål i kampen mod Brøndby, så han satte sit eget personlige aftryk på guldkampen. Men han var også en overrasket mand, da han sammen med holdkammeraterne trillede ind på Østerågade klokken halv et i nat. - Jeg spurgte Karim (Zaza, AaB's målmand, red.) om det mindede om de festligheder, der var i Brøndby, da han blev dansk mester med dem. Og han sagde, at det gjorde det overhovedet ikke, for her var det jo en hel by i begejstring. Jeg var vildt overrasket over, at der var så mange mennesker og så på det tidspunkt, sagde Kasper Risgård, da han sammen med resten af truppen, ledere og sponsorer slappede af og festede på restaurant Stygge Krumpen, der var endestation for busturen igennem byen. Frit udsyn for månen Men før de nåede så langt, var der lige en fodboldkamp, der skulle overståes for os allesammen. Godt. De tidligere resultater hjalp ikke AaB, så en sejr var nødvendig, hvis Aalborg skulle forvandles til Guldborg denne aften. Jeg ankom på stadion klokken 20 og havde besluttet mig for at se kampen med supporterne på ståpladserne. Det er her, at kampen virkelig ånder og lever. Og det er også her, at jeg i tidernes morgen stod HVER GANG. I dag er gået en del sofa i det, men hjertet banker stadig rødt og hvidt. Der er kickoff 20.30 og 13.647 par øjne samt en måne, der har bedt om frit udsyn fra en skyfri himmel, gør klar til kamp. Stemningen er virkelig god og der synges. Nye sange lægger jeg hurtigt mærke til. Gamle klassikere som "Vi ligger nummer 1" går aldrig af mode, men andre strofer skal lige lyttes efter et par gange, før jeg stemmer i. Frk. Mortensens pigehvin Kampen er i gang og en af mine sidekammerater udstøder et lille hvin, som jeg senere skal stifte bekendtskab med, i det 11. minut, da Karim Zaza griber bolden. Lad os kalde hende frk. Mortensen. Hendes far ejer angiveligt det halve af Løkken. Sammen med veninden Sidsel går hun på Brønderslev Gymnasium. Efter en halv time snupper Zaza bolden igen. Pigehvin. Jeg bemærker, at solen skinner ind på den gamle måne som om, at den vil se med. Men nej, i aften er det den grønne ost foroven, der får fornøjelsen af to sene AaB-mål i første halvleg. Vi råber og skriger og omfavner de nærmeste fremmede og venner. Jeg får nye af slagsen på den måde. Tre drenge fra Hjørring Gymnasium. De skal til eksamen i skriftlig engelsk om fredagen. Guldfesten bliver uden dem. Politisk korrekthed Fløjt. Det sidste. Jeg springer i luften. Ikke sprænger. Lander igen og omfavner alle. Desværre er der gået politisk korrekthed ud over festlighederne, da vi ikke som i 1995, hvor AaB blev mestre for første gang, får lov til at løbe ind på banen. Dengang dannede kontrollørerne en halvcirkel ud for spillerboksene, så vi fans kunne stå tæt på og se overrækkelsen af guldmedaljer, pokal samt hylde vores helte på tæt hold. I dag bliver den slags håndteret med 10 kontrollører i hver side af ståtribunen klar til at kaste sig over den eller de formastelige, der er så euforiske og glade over, at deres hold har vundet det danske mesterskab i fodbold. I stedet må vi hylde dem på afstand. Det var okay, men ikke som dengang, hvor Den Røde Romario huserede. "VI - ER - MESTRENE" Til gengæld skal spillerne have kredit for at lade sig hylde og deres måde at takke publikum på. Igen og igen løb de rundt og ikke mindst ned til ståtribunen for at synge med på "We are the champions" eller den ekstrem populære netop i går "Augu, du skal bli' hos os". Mere end tre kvarter efter slutfløjtet brugte spillerne på grønsværen, inden de fortrak til omklædningsrummet. Fra gangene kunne man tydeligt høre, at de tre kvarter ikke var nok. Især Martin Pedersen var ustyrlig som indpisker. Som da assistenttræner Allan Kuhn forsøgte at tale lidt fornuft ind i drengene og sagde, at nu skulle de skynde sig lidt, fordi både sponsorer og busser ventede. For så blot at blive afbrudt af en insisterende Martin Pedersen: "VI - ER - MESTRENE" og så videre. Pissesur sportsdirektør Det lykkedes dog at få de kåde spillere i bad og omklædt. Klar til sponsorernes fejring af de spillere, som netop deres støtte er uundværlig for, pointerede sportsdirektør Lynge Jakobsen i en tale, hvor han i den grad kom af med noget den galde, han har oparbejdet i den seneste måned, hvor omverdenen (læs: sportsjournalister og konkurrerende mandskaber) har villet have ham til at sige, at guldet var hjemme. - Al den snak om guld. De andre har snakket om guld, men hvem fik guldet? Jeg er pissesur på alle dem, der efter vores dårlige sæsonstart sagde, at vi havde solgt holdet (efter afgang af Rasmus Würtz, Fredrik Winsnes og Jimmy Nielsen i sommerpausen, red.) og da vi så solgte Prica i vinter, mente de, at vi havde solgt guldet. Jeg håber, at de kloge mennesker kan huske, hvad de har sagt, slog Lynge Jakobsen fast i en dundertale, inden holdet kom på scenen. Igen slog Martin Pedersen takten an med "VI - ER - MESTRENE", og så gik mikrofonen ellers fra spiller til spiller. Sponsorerne klappede og grinede, men på en afbalanceret måde som det sig hør og bør i de kredse. Det fik den bramfri Allan Kuhn til at udbryde, inden han indledte en svingom til tonerne af "Simply The Best" med Tina Turner: - Er I faldet i søvn eller hvad!? Hyldest fra AaB Håndbold Det var de allermest trofaste tilskuere ikke. Uden for hallen stod de klare til at fejre deres helte. Igen. Denne gang når de skulle køre i åben bus ned til byen. - Hvornår kommer de? Vi har stået herude i over en time, sagde en småkold, men trofast Frederik Bak, 20. Hans tålmodighed blev snart belønnet. Spillerne hoppede op i bussen, som kørte spillere, trænere og bestyrelsesmedlemmer ind til et menneskehav, som vel ingen af dem havde regnet dagen og tidspunktet på døgnet taget i betragtning. På Annebergvej troppede omkring hundrede op for at hylde holdet og sige til lykke. Resten af ruten ind mod Gl. Torv var forholdsvis mennesketom, så bussen kørte i forholdsvis rask tempo. Dog fik spillerne den oplevelse, at nogle af deres kolleger fra AaB Håndbold med Daniel Svensson i spidsen tændte et batteri af fyrværkeri, da bussen kørte i Hasserisgade. Spillere var imponeret Men hvor tempoet ind til Gl. Torv var forholdsvis hurtig, så gik det helt i stå på Østerågade, hvor et menneskehav af glade fans stod på vejen, i vejen, på fortove, i træer og lygtepæle. AaB'erne var imponerede over det syn, der mødte dem. - Det er torsdag aften eller rettere nat, og så lever de sig sådan ind i det. Folk er jo helt op at køre, og det er vi også, sagde topscorer Jeppe Curth, der flere gange blev hyldet med ordene "vores bomber hedder Jeppe Curth, Jeppe Curth". - Det er "outstanding". Troede ikke, at der var så mange, sagde Allan Kuhn. - Det er det største nogensinde. Virkelig en fed oplevelse, sagde Michael Jacobsen. De fleste af spillerne blev tiljublet, men især Thomas Augustinussen blev heppet på i de tre kvarter, bussen brugte på at køre de cirka 500 meter fra Gl. Torv til Stygge Krumpen i Vesterå. - Min største drøm er gået i opfyldelse i dag, og jeg er meget glad for AaB, sagde "Augu", der på bedste Lynge-manér veg udenom det spørgsmål som alle AaB-fans vil vide; spiller han eller spiller han ikke for klubben efter sommerferien? Kø af busser ved Toldbod Plads De festglade fans sang, råbte og lod sig oversprøjte med øl og champagne fra især en overkåd Lars Nilsson, der var i overdådigt humør. Da bussen nåede ned til Toldbod Plads, viste det sig, at ikke bare én, men hele fem busser var fuldstændig afskåret fra at komme forbi bølgen af fans, der bare fulgte med og efterlod Gl. Torv samt de knuste flasker og nedtrampede øldåser. Flere ungersvende benyttede de gule busser som opholdssteder og ikke mindst mulighed for at komme tæt på spillerne. - Det skal bare være en fest, når vi vinder guld, sagde en af de personer, der hoppede op på rute 27 til Svenstrup og Godthåb. Inden for i bussen sad chaufføren og kunne konstatere, at han for fem minutter siden skulle køre fra rutebilstationen, så dagens sidste tur blev noget forsinket. Historien gentog sig Da spillere, spillerkoner, trænere, ledere og sponsorer var blevet sat af ved Stygge Krumpen, var der fortsat nogle fans, der ikke ville slippe spillerne. De blev stående uden for restauranten og råbte slagord og sange. Der skulle dog ikke gå længe, før horden af feststemte fans i Jomfru Ane Gade skulle få prominent besøg. Klokken 2.53 troppede Kasper Risgård og Simon Bræmer op. Der blev danset, sunget, taget billeder og skrevet autografer med de to superlokale superhelte. - Det er så fedt. Det er så fedt, mand, sagde en pænt pyntet Bræmer, der var i fantastisk humør. Og som de to herrer bevægede sig ned gennem Gaden, fik flere og flere øje på dem og alle ville være med i sejren. Efter et kort besøg på Saltlageret tog de ned på Spirit Of America, hvor Patrick Kristensen, Martin Pedersen, Thomas Enevoldsen, m.fl. befandt sig. Derved levede dette års mesterhold op til forgængerne fra 1995 og 1999, der ligeledes dukkede op i Gaden efter DM-triumfen. AaB-fan fra København - Jeg synes, at det er fedt, at de unge, lokale AaB-spillere er dem, der fester i Gaden, sagde Frederik Bak, som jeg mødte igen, da han stod og sang foran Pusterummet. Den 20-årige københavner har altid været fan af AaB og tillægger forholdet det faktum, at såvel hans forældre som bedsteforældre er af nordjysk oprindelse. - Jeg var også på Herfølge Stadion i 1999, da vi fik pokalen. Jeg har stadig guldkasketten fra dengang, sagde Frederik Bak. Hvis han skulle sammenligne de to triumfer, synes han, at den nuværende er den bedste. - Dengang var FCK ligegyldige. Det er de jo ikke i dag, men jeg er nok også mere euforisk i år, fordi jeg drikker øl, fortalte Frederik Bak. Tak for festen Jeg går tilbage til Stygge Krumpen. Utroligt nok er der stadig supportere, der står foran restauranten. Enkelte af dem snakker med Lynge Jakobsen, der for Gud-ved-hvilken-gang fortæller, hvorfor han ikke meldte ud om guld. Restauratøren har fået et problem med såvel en af de indbudte gæster som en af dem, der står på fortovet uden for. En af spillernes kærester er bekymret for Simon Bræmer, der ikke kom med Risgård tilbage fra Spirit Of America. Det tager dagens matchvinder stille og roligt. Lidt i klokken 4 går den meget glade og meget lykkelige målscorer hjem med sin kæreste. Jeg beslutter, at det også er ved at være tid for mig at slutte guldfesten. Jeg går ned ad Vesterå og kommer i tanke om guldfesten i 1995, hvor spillerne også kørte i bus denne vej. Det er rart at tænke tilbage. Aalborg elsker at feste, og Aalborg elsker især at feste, når AaB har vundet guld. Tak for festen.