Sejt træk for at få blåstemplet arbejdsskade

Marianne Larsen, Strandby, og hendes fagforening fortsætter kampen om at få arbejdsulykke anerkendt efter millionerstatning i byretten.

Marianne Larsen med sin og datterens hest Karl, som er opstaldet på Strandby Rideskole. Sit job som handicaphjælper kommer hun aldrig til at kunne genoptage efter ulykken. Foto: Kim Dahl Hansen

Marianne Larsen med sin og datterens hest Karl, som er opstaldet på Strandby Rideskole. Sit job som handicaphjælper kommer hun aldrig til at kunne genoptage efter ulykken. Foto: Kim Dahl Hansen

Otte år efter at Marianne Larsen, faldt af en hest i Sportsrideklubben Lerbæk, hvor hun arbejdede som handicaphjælper, og kom alvorligt til skade med sin skulder, kæmper hun fortsat for at få Arbejdsskadestyrelsen til at anerkende ulykken som en arbejdsskade. Ganske vist har Marianne Larsen nu af civilretslig vej fået tilkendt 1,5 mio. kr. i erstatning af rideklubbens forsikringsselskab efter ulykken, hvor hendes mengrad blev fastsat til 15 procent og hendes tab af arbejdsevne til 50 procent. Fremtiden uvis - Men eftersom min sag ikke er anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen, vil jeg ikke kunne få den genoptaget, hvis min situation forværres. Med de skader og mange smerter jeg fortsat har dagligt, kan jeg jo ikke vide, om jeg om fem eller 10 år er i stand til at arbejde, siger Marianne Larsen, der 16 timer om ugen arbejder i et fleksjob hos Ecco Seafood i Strandby. - Det betyder så, supplerer faglig sekretær i Marianne Larsens fagforening, Erik Jensen, 3F Nordøst Vendsyssel, at Marianne måske igen og igen vil være henvist til at skulle slås med forsikringsselskabet. - Derfor forsøger vi at få genoptaget sagen i Arbejdsskadestyrelsen. I betragtning af, at Marianne Larsen af domstolen har fået medhold på alle punkter og har fået tilkendt erstatning, så må der på forvaltningsretligt grundlag være muligt at få en dispensation, siger Erik Jensen. Sagen er nemlig, at Arbejdsskadestyrelsen ikke har villet anerkende Mariannes arbejdsskade, fordi styrelsen siger, at den ikke blev rettidigt indleveret, fortæller Erik Jensen. Uden ansvar Men at den ikke blev det, er ikke Marianne Larsens ansvar. Papirerne blev udfyldt af hendes arbejdsgiver og afsendt, som de skulle, hvilket der er vidner på, men de nåede åbenbart aldrig frem. Da Marianne Larsen efter næsten et år og forud for den første af sine to operationer i den smadrede skulder, stadig ikke havde hørt noget fra Arbejdsskadestyrelsen, henvendte hun sig selv, og fik at vide, at sagen nok var katalogiseret som bagatelsag og derfor lå ved forsikringsselskabet. - Det skulle så tages op, når jeg var genoptrænet efter min operation, fik jeg at vide, fortæller Marianne Larsen, og henvendte sig igen i juni 2002, Halvandet år efter ulykken, og fik denne gang at vide, at Arbejdsskadestyrelsen intet kendte til sagen. Så gik Marianne Larsen til sin fagforening. Erik Jensen tog fat i Arbejdsskadestyrelsen og fik besked om at indlevere en ny ansøgning, der endte i et afslag med den begrundelse, at sagen var anmeldt for sent. Anke hjalp ikke - Så ankede vi til Den Sociale Ankestyrelse, der gav Arbejdsskadestyrelsen medhold, fortæller Marianne Larsen. - Afslaget fra ankestyrelsen var så fyldt med faktuelle fejl, så man skulle tro, brevet var skrevet under omgang med spiritus, hvilket jeg direkte spurgte dem om, siger Erik Jensen. Et nyt brev fra ankestyrelsen, hvor fejlene blev beklaget, ændrede dog ikke afslaget. Erik Jensen kalder sagsbehandlingen for yderst ringe, og klandrer også ankestyrelsen for slet ikke at have taget kontakt til vidnerne på, at skadesanmeldelsen var skrevet og sendt af rideklubben, og vidnerne på, at Marianne Larsen rettidigt havde kontaktet arbejdsgiveren og Arbejdsskadestyrelsen for at forhøre sig om sagen. Årene bare gik - Så gik vi til advokaten, og alt i alt er årene med skriverier frem og tilbage bare gået og gået, inden jeg så i september sidste år fik pure medhold på alle punkter i retten, inklusive at modparten burde have sikret sig, at anmeldelsen var kommet frem, siger Marianne Larsen. - At jeg har fået 1,5 mio. kr. i erstatning for men, tab af erhvervsevne, svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste, kan synes af meget, men ikke sammenlignet med, hvad jeg kunne have tjent i de syv år, der gik, hvis jeg havde været uheldet foruden. Året før ulykken var jeg lige blevet udlært som dyreassistent, så desværre var det en lille indtægt den tabte arbejdsfortjeneste blev beregnet på baggrund af. Som enlig mor har det været drøjt at få hverdagen til at hænge sammen. Uden mine forældres, familie, gode venner og siden også min ny kærestes hjælp og støtte, var det aldrig gået. Uden Erik Jensens utrættelige indsats havde jeg heller ikke haft overskud til at blive ved med at køre på med sagen, og mit råd til andre er straks at gå til fagforeningen, hvis de kommer ud for en arbejdsulykke, siger Marianne Larsen. Gav ikke op Selv om hun kun kan bruge sin højre underarm, hvis hun holder overarm og albue tæt ind til kroppen, glæder hun sig over, at hun trods evige smerter og daglige forbrug af smertestillende piller ikke gav op og søgte pension, og over fleksjobbet på rejefabrikken, hvor hun med den bevægelighed hun har i sin underarm er i stand til at fylde rejer på dåse i nogle timer om ugen. - Jeg var kun 28 år, da det skete, nu er jeg 36 år, så jeg synes jo et sted også, at jeg var alt for ung til bare at give op, smiler Marianne Larsen.