Sekretariatschef anker til Højesteret

Overenskomster 19. marts 2003 07:00

København, tirsdag /ritzau/ Sagen om Finansforbundets bortvisning af sekretariatschef Jørgen Borre Larsen i forbindelse med en sigtelse for insiderhandel havner nu i Højesteret. Jørgen Borre Larsen har besluttet at anke den dom, som Østre Landsret afsagde i slutningen af februar. Her tabte den tidligere sekretariatschef sagen, da landsretten gav Finansforbundet medhold i, at bortvisningen af Jørgen Borre Larsen var berettiget. Derfor mente landsretten heller ikke, at han havde krav på de cirka 1,3 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse, som han kræver. Beløbet svarer til løn, pension og feriepenge ved kontraktmæssig opsigelse. Sekretariatschefen blev bortvist, da det kom frem, at han havde handlet med RealDanmark-aktier umiddelbart op til selskabets fusion med Danske Bank og angiveligt scoret en milliongevinst. Fusionsplanerne var kendt i Finansforbundet i længere tid, og Jørgen Borre Larsens køb af aktier otte dage, før fusionen blev offentliggjort den 2. oktober 2000, fik i første omgang Bagmandspolitiet til at sigte Jørgen Borre Larsen for insiderhandel. Sigtelsen blev siden frafaldet, men Jørgen Borre Larsen blev bortvist fra Finansforbundet med øjeblikkelig virkning med den begrundelse, at han havde været illoyal. Det gav Østre Landsret Finansforbundet medhold i, fordi Jørgen Borre Larsen undlod at fortælle om sit aktiekøb, da forbundsformand Allan Bang i forbindelse med fusionen pålagde alle ansatte i Finansforbundet at oplyse om eventuelle køb af RealDanmark-aktier. Jørgen Borre Larsen informerede først om aktiekøbet, da Bagmandspolitiet sigtede ham for insiderhandel den 27. oktober 2000. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...