Seks år i fugt og mug

Vietnamesisk familie kan ikke få hjælp

Vietnam 19. marts 2003 07:00

HJØRRING: Familien Nguyen fra Vietnam inviterede i går NORDJYSKE indenfor i deres lejlighed, der ligger i Østergade 18. Det første, der springer i øjnene, er en kæmpe mug-plet, der kravler op ad væggen inde i stuen. NORDJYSKEs udsendte placerer hånden på væggen. Den er iskold. - Vi har altid skruet op for radiatoren, så vi har en høj varmeregning, fortæller Ngan på 16 år. Det er hende, der viser rundt sammen med moderen Le Thi Nguyen, der ikke taler så godt dansk, så Ngan oversætter, mens moderen viser rundt i lejligheden. Hun fortæller, at de flyttede ind for cirka seks år siden, og at der dengang også var fugtskjolder og mugpletter. De er blot blevet større med tiden. - Vi har i flere omgange fortalt Kaj (Kaj Arend Hansen, red.), hvordan det så ud, men han vil ikke gøre noget. Han siger bare, at det er os, der bor her, så vi skal selv betale, hvis vi vil have det ordnet, fortæller Ngan, mens hun viser endnu en stor fugt-skjold oven over et vindue. Ved at kigge igennem et andet vindue i lejligheden kan man se årsagen: kæmpe revner i muren gør, at regnvand kan sive lige igennem. Ngan fortæller, at hun en gang om måneden fjerner et lag puds, der er faldet ned fra gavlmuren. Skjuler med maling Moderen åbner døren til soveværelset, og på den ene væg er der forsøgt at skjule flere kvadratmeter mug med maling, men det er en umulig mission. I rummet ved siden af ser det endnu værre ud. Væggen er nærmest levende af mug og svamp. - Vi forsøgte at vaske det af, men det kunne vi ikke. Min far har fortalt det til Kaj, men han siger, at det er lige meget, og at vi bare skulle bo her. Han sagde også, at når vi flytter, får vi hele indskuddet igen, men hvis han skulle lave væggene, ville han tage det fra indskuddet, fortæller Ngan på vegne af sin mor. Inde på toilettet er der også mug, fortæller Ngan, men her er det rent faktisk lykkedes at skjule det ved hjælp af maling, så der er ikke noget at se, siger hun. NORDJYSKE kontaktede Kaj Arend Hansen for at få at vide, hvorfor familien Nguyen efter seks år stadig skulle leve i en lejlighed med større og større mug-pletter og fugt-skjolde, men Kaj Arend Hansen ønskede ikke at medvirke i artiklen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...