EMNER

Seks ansøgere til præstejob i Aars

Det ser ud til, at der nu snart er chance for at få besat den ledige halvtidsstilling som sognepræst i Aars sogn.

Stillingen har været genopslået, og denne gang modtog biskop Karsten Nissen, Viborg, seks ansøgninger. - Første gang, stillingen var opslået, kom der vist kun to ansøgninger. Men denne gang vurderer jeg, og vistnok også menighedsrådet, at der kan findes en, siger Karsten Nissen. Proceduren omkring ansættelse går i gang nu, og biskoppen forventer, at der kan ligge en indstilling klar om tre-fire uger. I bedste fald kan stillingen blive besat pr. 1. november, men måske bliver det først til 1. december. - Det ville i hvert fald fald være rart for de øvrige præster at få besat stillingen inden julemånedens travlhed, konstaterer Karsten Nissen. Aars sogn har to præster på fuld tid, nemlig Ole Larsen og Kirsten Bøg-Jensen. Den nye halvtidspræst skal afløse Birgit Lundholm Jensen, der stoppede 1. april for at tiltræde en ny stilling som hjælpepræst i Overlade og Farsø sogne.