Seks britiske soldater dræbt i Irak

Også seks irakere har mistet livet, mens flere britere og amerikanere er såret

Irak 25. juni 2003 08:00

BASRA: Seks britiske soldater blev i går dræbt, mens flere andre blev såret under to separate bagholdsangreb. Begge bagholdsangreb skete i nærheden af byen Al Amarah, 200 kilometer nord for den britisk kontrollerede by Basra. - Vi er meget kede af at kunne bekræfte, at seks britiske soldater er blevet dræbt i et angreb, siger en talsmand for den britiske premierminister Tony Blair. I angreb nummer to faldt britiske faldskærmssoldater på patrulje i et bagholdsangreb og blev beskudt, oplyser talsmanden. Ved det angreb blev en soldat såret, og to køretøjer blev ødelagt. En hurtig indsatsstyrke blev fløjet ind med en helikopter, men ved landingen blev helikopteren beskudt, og syv soldater blev såret, heraf tre alvorligt. - De sårede er blevet fløjet ud med helikopter og er under behandling, siger talsmanden for den britiske regering. De britiske tropper har hidtil ikke været udsat for angreb i samme grad som deres kolleger i den amerikanske hær. Med tirsdagens blodige angreb kan de britiske og amerikanske soldater i Irak endnu engang konstatere, at krigen fortsætter, selv om krigen officielt er meldt afsluttet af Det Hvide Hus. Et sammenstød tidligere i går kostede op til fem irakere livet, mens to amerikanske soldater blev såret. Angrebet skete i byen Ramadi vest for den irakiske hovedstad Bagdad. I den uroplagede by Fallujah, 70 kilometer vest for Bagdad, blev amerikanske soldater beskudt med raketdrevne granater. Ingen blev såret i angrebet, der var rettet mod et kraftværk. Under den efterfølgende eftersøgning dræbte besættelsesstyrkerne en 30-årig iraker i hans hjem. I Bagdad kom en amerikansk patrulje i ildkamp med irakere, men der er ingen meldinger om sårede. Intensiv jagt på Saddam Samtidig med, at kampene fortsætter inde i Irak, har USA's regering intensiveret jagten på Saddam Hussein, hvilket sidste onsdag førte til et amerikansk angreb på en bilkortege. Amerikanske embedsmænd mente, at Saddam Hussein og muligvis hans to sønner var med i kolonnen. Episoden førte til en skudveksling mellem syriske grænsesoldater og amerikanske specialtropper, hvor fem syriske grænsesoldater blev såret. I det militære hovedkvarter Pentagon sagde en talsmand, at der vil blive foretaget DNA-prøver af ofrene fra angrebet på bilkolonnen, men samtidig nedtonede Pentagon håbet om, at de havde fået ram på Saddam Hussein. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...