Seks dage med seks strenge

Aalborg Internationale Guitarfestival starter i dag. 10 koncerter på seks dage. Masser af workshop og masterclass. Alt fra jazzet guitar og rytmisk rock til det helt klassiske

I dag åbner Aalborg Internationale Guitarfestival, og det er 15. gang, festivalen finder sted. Årets udgave indeholder 11 koncerter foruden en række workshops. Og - som sædvanligt - bliver der revet i strengene på mange forskellige måder. Her er alt fra klassisk guitarspil til gedigen rockguitar. Et af hovednavnene på festivalen er Katona Twins, som spiller på torsdag sammen med Aalborg Symfoniorkester i AK&KC. Og i weekenden holder de masterclass for 10 deltagere. Fredag byder på den tjekkiske guitarist Pavel Steidl, der gæster Danmark for første gang. Det sker i Ansgar Kirke. Siden han vandt førsteprisen i Radio France-konkurrencen i Paris har han været blandt de mest eftertragtede solister i verden. Han spiller på originale instrumenter fra det 19. århundrede, og også han holder mesterklasse i weekenden. Det bliver for seks elever. Fredagen skulle også byde på koncert med Billy Cross og Aske Jakoby, men den er aflyst. Søndag kan man høre tyske The Art Duo i Huset i Aalborg. Duoen består af Frank Haunschild og Norbert Gottschalk. Herudover gæstes festivalen af Corona Guitar Kvartet (Ansgar Kirke lørdag aften), Alfredo Panebianco Trio (Klaverstemmeren fredag eftermiddag), Daniele Sardone og Nicola Pignatiello (Aalborg Kloster onsdag), Thea Vesti Pedersen (Aalborg Bibliotekerne lørdag middag) og Ole Frimer & Olav Poulsen. Sidstnævnte åbner festivalen i aften i Aalborg Kloster. Aalborg Internationale Guitarfestival uddeler pris til såvel Årets Danske Talent som Årets Udenlandske Talent. Prisen er en koncert på festivalen og deltagelse i mesterklasse hos Katona Twins. Festivalen ønsker med de indstiftede priser årligt at give et skulderklap til to unge musikere med et særligt potentiale. Årets unge talenter 2010 bliver danske Thea Vesti Pedersen, der netop har afsluttet solistklassen på det Jyske Musikkonservatorium, samt Duzan Oravec fra Tjetjenien.