Seks dage med tango i døgndrift

Højskolen gentager succes med tangokursus til næste år - og udvider til to ugekurser

VRÅ:Den seneste uge har den argentinske tango holdt sit indtog på højskolen i Vrå. 90 kursuster fra hele landet er nemlig blevet undervist i den kropsnære dans - i dagtimerne med egentlig undervisning for både nybegyndere og lettere øvede, mens den om aftenen og natten har stået på argentinsk dansehal (en såkaldt milonga, hvor man gerne og helst skulle danse til næste morgen, hvilket de fleste af deltagerne gjorde af hjertens lyst). Det er første gang, at Vrå Højskole har arrangeret undervisning i tango, men allerede nu er det klart, at successen gentages til næste år - med to ugekurser. - Allerede inden kurset kom igang, måtte vi sige nej til folk, der så kom på venteliste, siger Ellen Kilsgaard, som sammen med sin argentinske kæreste, Alejandro Sancho, har arrangeret tangokurset. En del af de tangoglade, som ikke kom på selve kurset, deltog dog alligevel - nemlig om aftenen, hvor de mod entré frit kunne danse hele natten. Argentinske undervisere Der var både danske og argentinske undervisere til kursisterne - professionelle dansere, som sikrede, at deltagerne fik det helt rigtige tag på dansen. Og om aftenen trådte både danske og argentinske musikere på scenen for at byde til dans, således at båndmusikken fra undervisningen i dagtimerne kunne erstattes af "rigtig" musik. Flest rigtig voksne Langt hovedparten af kursisterne var mellem 40 til 55 år, og det forbavsede Ellen Kilsgaard en smule. - Tango er mand og kvinde, hvor det er manden, der i første omgang tager initiativerne - og det er min oplevelse, at en del mænd er lidt generte over at skulle tage føringen. Det ligger ikke helt til den generation, siger hun - med et smil. - Men de fleste af deltagerne havde danset tango et par år, så det gik nu fint, siger hun. Lige mange af hvert køn Der var nøjagtig lige mange mænd og kvinder på kurset, og det er ingen tilfældighed - snarere en forudsætning for kurset overhovedet. - Vi har styret kønskvoteringen med hård hånd i takt med tilmeldingerne, for det går simpelthen ikke, hvis to kvinder skal danse sammen i en uge, siger Ellen Kilsgaard, der selv underviser i dans på højskolen - men ikke i tango, som hun beskriver som en dans i kraftig vækst i Danmark. - Der er på landsplan en modebølge omkring tango, som nærmest er eksploderet de sidste par år, siger hun om årsagen til successen i Vrå.