Saudi‑Arabien

Seks døde under kampe i Yemen

Sanaa: Seks mennesker blev dræbt, da der mandag udbrød kampe mellem regeringsstyrker og oppositionstilhængere i Yemens hovedstad, Sanaa. Kampene er de første i hovedstaden, siden præsident Ali Abdullah Saleh fløj til Saudi-Arabien for at blive behandlet efter at have fået alvorlige brandskader ved et drabsforsøg mod ham i juni. Oppositionens tilhængere er blevet stadigt mere frustrerede i takt med, at de daglige demonstrationer, der er i gang for sjette måned i træk, ikke har været i stand til at fravriste præsident Saleh hans tre årtier lange greb om magten. USA og Saudi-Arabien, der begge har været mål for mislykkede angreb, som al-Qaeda på Den Arabiske Halvø står bag, har forsøgt at dæmpe uroen ved at lægge pres på Saleh for at få ham til at overgive magten. Saleh har selv sagt, at han vender hjem til Yemen igen for at stå i spidsen for en dialog med oppositionen. Hans kritikere siger, at det er forhalingstaktik./ritzau/Reuters